Hilton – Bedste forretningshotel i Danmark

Det britiske fagmagasin Business Destinations har igen i år valgt at hædre de bedste i branchen med hjælp fra sine læsere. Via magasinets hjemmeside har læserne kunnet stemme frit fra hjertet i forskellige kategorier.  

03.06.2009

Hilton Copenhagen Airport vandt i kategorien:
Bedste forretningshotel i Danmark 2009

Administrerende direktør på Hilton Copenhagen Airport, Claus Steiner, siger om prisen: ”Dette er første gang vi er blevet anerkendt internationalt som ’Bedste forretningshotel i Danmark’ af Business Destinations magazine. Dette forstærker vores kontinuerlige indsats med at tilbyde vores gæster en personlig service og håndsyede møde- og eventløsninger. Ydermere er prisen en stor belønning for teamet på hotellet, der dagligt stræber efter at overgå gæsternes forventninger”.

Københavns Lufthavne A/S, som ejer selve hotelbygningen og har et tæt samarbejde med Hilton Copenhagen Airport, byder nyheden velkommen:
”Forretningsrejsende er en meget vigtig kundegruppe for Københavns Lufthavn. Vi er stolte af, at lufthavnen med Hilton Copenhagen Airport kan tilbyde hotelfaciliteter, der i højeste grad lever op til de krav, som internationale forretningsrejsende stiller. Vi ønsker Hilton tillykke med prisen,” siger adm. direktør Brian Petersen, Københavns Lufthavne A/S.

Hilton Copenhagen Airport har tidligere vundet prisen som Danmarks bedste hotelkæde i 2001, 2002 og 2006. I 2002, 2003, 2004, 2005, 2007 og i 2008 vandt Hilton Copenhagen Airport også i kategorien ”Danmarks Bedste Hotel Øst for Storebælt”.

Fakta om Business Destinations og Travel Awards 2009:
Business Destinations er et førende månedligt forretningsrejsemagasin med primært fokus på udvalgte destinationer og gastronomi. Magasinets mission er at være den foretrukne rejseledsager for forretningsrejsende med det højeste niveau af fotojournalistik og reportager fra hele verden.

Business Destinations offentliggjorde i 2008 afstemningskategorierne for ’Business Destinations Travel Awards 2009’, og gav læserne mulighed for at stemme på hjemmesiden. Ligeledes har Business Destinations anmodet om stemmer fra beslutningstagere via e-mail.

Redaktionen på Business Destinations har derefter optalt stemmerne og fundet frem til årets vindere, som annonceres på hjemmesiden samt i juni/juli udgaven af Business Destinations magasinet.