18.09.2017

Nyt toiletkoncept introduceres gradvist i Københavns Lufthavn

Mere plads, mere lys, bedre hygiejne. Det er konceptet for lufthavnens nye, moderne toiletter, som er udviklet nøje efter passagerernes ønsker. Første toiletter blev taget i brug 8. maj.  

De nye toiletter er blevet til i samarbejde med passagererne, der har givet deres besyv med i en række spørgeundersøgelser, som Københavns Lufthavn har foretaget. Passagererne har først og fremmest efterlyst mere plads og bedre renlighed. Og det har været i højsædet i udviklingen af de nye faciliteter.

”Vi lytter til det, passagererne efterspørger. Det har resulteret i bedre plads på toiletterne, så man for eksempel også kan have sin håndbagagetrolley med derind. Faciliteterne er desuden udviklet sådan, at næsten alt er berøringsfrit bortset fra døren til selve toilettet og sæbeautomaterne. Der er automatisk skyl på toiletterne og sensorer på armaturet ved håndvasken, så vandet begynder at løbe, når man skal vaske hænder,” forklarer Kristian Kongstad, ejendomsdirektør i Københavns Lufthavn.

Flere toiletter og nye puslerum
Også lufthavnens drifts- og rengøringsfolk har været med i udviklingen af toiletterne. Det betyder, at toiletterne er nemmere at gøre rene på grund af materialevalget og udformningen. Der er valgt lyse overflader. Og så vidt det er muligt bliver der installeret vinduer på toiletterne.

I første omgang er det toiletter i Finger A, der er bygget om. Antallet af toiletter er her fordoblet fra fem til ti. Samtidig er der etableret to nye puslerum til småbørnsfamilierne. Planen er, at flere toiletkerner følger efter i 2010, når lufthavnen har indsamlet passagerernes erfaringer med de nye toiletfaciliteter.