Michael Løve ny driftsdirektør i Københavns Lufthavne A/S

Den 22. juni starter Michael Løve som ny driftsdirektør i Københavns Lufthavne A/S (CPH). Han afløser Henrik Peter Jørgensen, der overgår til stillingen som kommunikationsdirektør i CPH.  

11.05.2009

Den 35-årige Michael Løve kommer fra en stilling som logistikdirektør i Coop Danmark, der driver butikskæderne Kvickly, SuperBrugsen, DagliBrugsen, Fakta og Irma. Han er uddannet civilingeniør, og han har i Coop Danmark haft ansvaret for supply chain fra leverandør til butikshylde og ca. 1800 medarbejdere.

Som driftsdirektør i CPH får Michael Løve blandt andet ansvaret for security, bagage, trafikafvikling, passagerprocesser og Roskilde Lufthavn.