18.09.2017

Musikkens Dag i Københavns Lufthavn

Den 23. april fik passagererne i Københavns Lufthavn en musikalsk oplevelse med på rejsen. Behagelige toner af klassisk musik fyldte afgangshallen i Terminal 3, da fire studerende fra det Danske Musikkonservatorium for en stund tryllebandt passagererne på Musikkens Dag.  

Den 23. april fik passagererne, medarbejderne og pårørende en musikalsk oplevelse i Terminal 3, hvor konservatoriestuderende indtog Københavns Lufthavn som scene. Jesper Sejrup Clausen var en af de fire studerende i Copenhagen Clarinet Quartet, der optrådte i lufthavnen. Om den lidt anderledes scene sagde han:

”Det er sjovt og anderledes at spille et sted som Københavns Lufthavn. Her er en meget rolig atmosfære, folk stopper op for at lytte til musikken, og vi får afprøvet nogle af de numre, som vi normalt spiller til koncerter. Dagen i dag er en god kombination mellem at møde publikum og indsamling til et godt formål,” fortæller Jesper. Denne torsdag spillede Copenhagen Clarinet Quartet desuden i metroen og i Dansk Musiker Forbund.

Humanitær hjælp i samarbejde med Dansk Røde Kors
På Musikkens Dag indtog de i alt 1.300 konservatoriestuderende fra de seks danske konservatorier i København, Århus, Aalborg, Odense og Esbjerg landets banegårde, pladser, virksomheder, institutioner osv. Det blev til cirka 200 koncerter på én dag.

Udover at give danskerne en koncertoplevelse er formålet med Musikkens Dag at samle ind til humanitær hjælp i samarbejde med Dansk Røde Kors. De indsamlede midler går ubeskåret til projekter, der giver musik og livsglæde for børn og unge i tredjeverdenslande eksempelvis musikundervisning, køb af instrumenter og opførelse af musikskoler.