18.09.2017

Lufthavnen klar til at modtage klimagæster

Et stort antal VIP-fly med stats- og regeringschefer, der skal deltage i FN’s klimakonference, ventes til Københavns Lufthavn midt i december. Hovedparten af de 15.000 gæster til mødet i København ankommer dog med ordinære rutefly. Lufthavnen er klar med ekstra ressourcer til at løfte opgaven.  

Omkring 15.000 delegerede, pressefolk og iagttagere fra hele verden vil de kommende uger strømme til København for at tage del i FNs klimakonference COP 15 i Bella Center 7.-18. december. Københavns Lufthavn er klar til at byde de udenlandske gæster velkommen – heriblandt de mange stats- og regeringschefer, ministre og andre officielle repræsentanter, der ventes til konferencen.

Hovedparten af deltagerne kommer som almindelige passagerer med ordinære rutefly, og deres ankomst og afrejse vil ikke betyde væsentlige ændringer i den daglige drift i lufthavnen. Der ventes eksempelvis ikke ekstra ventetid for passagererne ved sikkerhedskontrollen.

”I løbet af december måned passerer i alt cirka 1,5 millioner passagerer gennem lufthavnen. Set i det lys fylder 15.000 ekstra ikke meget. Samtidig forventer vi et stort antal VIP-fly med stats- og regeringschefer og andre højtstående personer, og håndteringen af disse fly og gæster vil kræve ekstra ressourcer fra vores side – først og fremmest i form af sikkerhedspersonale,” siger kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen, Københavns Lufthavne.

Grundige forberedelser gennem et år
Lufthavnen har det seneste års tid i tæt samarbejde med Udenrigsministeriet, Politiet, fly- og handlingselskaber, flyvekontroltjenesten Naviair og andre parter forberedt håndteringen af de mange ankomster og afrejser under COP 15, herunder planer og procedurer omkring VIP-delegationer.

En af udfordringerne er, at forholdsvis få stats- og regeringschefer endnu har meldt, hvordan og hvornår de ankommer til København, men det forventes, at der i dagene omkring 16. december vil ankomme helt op mod 140 særlige VIP-fly med højtstående repræsentanter fra alverdens nationer. Københavns Lufthavn har derfor alt disponibelt mandskab til rådighed i disse dage. Det samme gør sig gældende den 18. december, hvor den amerikanske præsident Barack Obama har meldt sin ankomst med præsidentflyet Air Force One.

Af hensyn til lufthavnens almindelige trafik og den praktiske afvikling af VIP-gæsternes ankomster og afgange vil højst 10 særfly i timen få lov til at lande i eller lette fra lufthavnen. En begrænset kapacitet til flyparkering ud over lufthavnens normale trafik betyder, at hovedparten af særflyene er nødt til at forlade lufthavnen igen inden for to timer. Flyene må i stedet søge ophold i andre lufthavne, indtil de skal afhente deres passagerer igen.

Højt beredskab og ekstra medarbejdere
Udover ekstra sikkerhedsfolk har Københavns Lufthavn også indsat ekstra personale til blandt andet transportopgaver og information til de ankommende og afrejsende COP 15 gæster. Et stort antal medarbejdere fra Udenrigsministeriet vil ligeledes være til stede i lufthavnen for at assistere deltagerne i konferencen og guide dem videre til hotellerne.

”Vi skal sikre en effektiv afvikling af trafikken og en god modtagelse af de mange gæster i lufthavnen – fra stats- og regeringschefer til græsrødder og pressefolk. Vi er en stor, international lufthavn med et højt, stående beredskab og er vant til at håndtere VIP-delegationer, så vi føler os godt rustet til at løfte opgaven. Derudover fungerede IOC-mødet i oktober som en form for generalprøve på kommende ugers begivenheder,” siger Henrik Peter Jørgensen.