18.09.2017

Køb julegaverne i lufthavnen

Københavns Lufthavn er i julestemning og har masser af inspiration til gaveideer. Køb julegaverne på udrejsen og afhent dem først ved hjemkomsten. Gaver købt i lufthavnens shoppingcenter kan uden problemer byttes i butikker uden for lufthavnen.  

Skal du ud at rejse inden jul? Så var det måske en idé at købe julegaverne i lufthavnen, når du alligevel har lidt tid til overs inden flyafgangen. Lufthavnens shoppingcenter har et stort og alsidigt udbud af butikker, og julegaver købt i lufthavnen kan uden problemer byttes i tilsvarende butikker uden for lufthavnen.

I år tilbyder butikkerne i Københavns Lufthavn en særlig service: Køb julegaverne på udturen, men hent dem først, når du vender hjem til Danmark igen. Lufthavnen opbevarer gratis gavepakkerne, mens du er ude at rejse, og ved hjemkomsten afhentes de nemt og hurtigt i Arrival-shoppen i bagageudleveringen. Hvis man blot er i transit i lufthavnen, skal julegaverne i stedet afhentes i den butik, hvor de er købt.

Energibesparende julelys
I lufthavnens shoppingcenter er der masser af inspiration til gaveideer, og der bydes på hyggelig julestemning helt frem til 24. december. Foruden udsmykning i hele terminalområdet vil man løbende kunne møde syngende julenisser i lufthavnen og opleve det syv meter høje juletræ på det elegante Nytorv.

Næsten 32.000 julelys pynter i lufthavnens terminaler, og dertil kommer julebelysningen udendørs i lufthavnen. Belysningen er etableret med moderne LED-lyskæder, hvorved der spares helt op til 90 procent på elforbruget i forhold til de lyskæder, som tidligere blev anvendt.