18.09.2017

Klimakunst i Københavns Lufthavn

Igennem de sidste to uger har København været verdens klimacentrum. På COP15 arbejdede politikere og statsledere fra hele verden på en fælles klimaaftale. Københavns Lufthavn har engageret sig i klimadebatten både med CO2OL Travel kampagnen og med udstilling af Cool Globes flere steder i lufthavnen.  

For Københavns Lufthavn er debatten omkring klimavenlig adfærd vigtig. Cool Globes udtrykker med deres slogan “Climate change is not about everyone doing everything, it’s about everyone doing something”, at den enkeltes klimaadfærd er mindst ligeså vigtig som politiske aftaler.

Denne tanke deler lufthavnen. Derfor har CPH lagt plads til Cool Globes udstillinger både i Terminal 3 og i lufthavnens transitområde.

”Vi har gennem det seneste år arbejdet intensivt på at nedbringe lufthavnens CO2-udslip. Vi har blandt andet inddraget alle medarbejdere i at komme med forslag til at reducere energiforbruget. Ideen med Cool Globes udstillingen er at inddrage de rejsende i refleksionerne om klimaudfordringerne”, siger kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen, Københavns Lufthavne.

Passagerer inspirerede til dekoration af glober
I transitområdet kunne man i dagene fra 14.-16. december opleve kunstneren Steen Berg Hansen dekorere fem ”mini-glober”. Mini-globerne udtrykker forskellige klimabudskaber, som kunstneren fik inspiration til blandt de forbipasserende passagerer, der blev opfordret til at skrive deres egne klimaforbedrende budskaber.
Disse budskaber kan nu ses på: www.coolglobes.dk

Med titlen "New borders" illustrerede en af mini-globerne en voldsom oversvømmelse. En anden mini-globe blev udstyret med en hjertestarter og fik titlen: "Please help; push the green button!". Passagerer fra alle verdenshjørner indgik engageret i dialogen om vigtigheden af de individuelle bidrag, der kan nedbringe CO2-udledningen.

Stadig klimaudfordringer
Mini-globerne er udstillede i transitområdet, hvor de vil minde passagerne om de klimaudfordringer, der fortsat skal fokuseres på - selvom COP15 og mediernes interesse er slut for denne gang.