18.09.2017

Enkel løsning skærer toppen af elforbrug i P-huse

Ved at nedsætte spændingen i elforsyningen er det lykkedes at skære 20-25 procent af elforbruget i en række parkeringsanlæg i Københavns Lufthavn. Derved spares miljøet for omkring 436 ton CO2 om året.  

Med 12.500 parkeringspladser fordelt på 16 anlæg har Københavns Lufthavn Danmarks største samlede parkeringsareal. Da en stor del af P-pladserne er indendørs og oplyst døgnet rundt, medfører lufthavnens parkeringstilbud et forholdsvist stort elforbrug. Med en enkel løsning er det imidlertid på kort tid lykkedes at skære omkring en fjerdedel af elforbruget på halvdelen af lufthavnens indendørs parkeringsanlæg.

I samarbejde med firmaet PSS Energi har Lufthavnsparkeringen gennemført et projekt, hvor P-anlæggenes elforsyning er blevet udstyret med transformere, der nedsætter spændingen til lysarmaturerne fra 230 volt til 195 volt. Herved reduceres elforbruget med 20-25 procent, uden at lysforholdene påvirkes mærkbart. Det kan lade sig gøre, fordi spændingen fra elværket er noget højere, end der kræves til armaturerne.

”Vi har været skeptiske over for, om vi virkelig ville opnå de lovede besparelser på elforbruget, men projektet har vist sig at leve helt op til forventningerne. Det betyder, at investeringen er tjent hjem på under to år, mens vi sparer miljøet for store mængder ton CO2 i de kommende år,” siger direktør Jens Fæster, Lufthavnsparkeringen København A/S.

Fortsat jagt på energibesparelser
Med projektet reducerer Lufthavnsparkeringen elforbruget med over 545.000 kilowatt timer om året, og udleder dermed årligt 436 ton mindre CO2 i omgivelserne.

”Vi tager vores miljøansvar alvorligt og forsøger løbende at begrænse vores CO2 udledninger. Projektet med at nedsætte spændingen på lysanlæggene er et vigtigt element i den indsats, og vi ville gerne udvide projektet til alle vores anlæg. Der har vi imidlertid nogle tekniske udfordringer, da disse anlæg er udstyret med en anden type armaturer, hvor det ikke kan lade sig gøre at nedsætte spændingen,” siger Jens Fæster.

Lufthavnsparkeringen overvejer derfor, om man skal udskifte denne type armaturer med nye armaturer. I øjeblikket køres der forsøg med LED lys på udvalgte områder i enkelte P-huse for at se, om LED belysning lever op til Lufthavnsparkeringens høje kvalitetskrav. LED rør vil kunne give en endnu større besparelse på elforbruget end den nedsatte spænding.

”Vi vil fortsat jagte yderligere energibesparelser på parkeringsanlæggene, men samtidig skal vi være sikre på, at kvaliteten er i orden. Når kunderne betaler for at parkere, skal lysforholdene også være i orden. Vi kan ikke gå på kompromis med kvaliteten,” siger Jens Fæster.