Alverdens børn klimaudstiller i CPH

Som led i Den internationale klimaudstilling Cool Globes har Cool Globes Copenhagen og Københavns Lufthavn netop åbnet en mini Cool Globes-udstilling i lufthavnen. Her giver børn fra Danmark, Malaysia, Australien, Costa Rica, England, Schweiz, Frankrig, Israel, Taiwan og Brasilien deres bud på, hvordan vi kan forbedre klodens klima. 

23.11.2009

Skulle nogen være i tvivl om, hvorvidt nutidens børn og unge er engageret i klimadebatten, så kan tvivlen gøres til skamme i Terminal 3 i Københavns Lufthavn, hvor man gratis kan opleve en mini Cool Globes-udstilling frem til nytår. Globerne er udstillet på balkonen lige over ankomstområdet i Terminal 3, så både rejsende og dem, der kommer til lufthavnen for at hente eller bringe passagerer nemt kan lægge vejen forbi den tankevækkende udstilling.

”Vi er glade for at kunne huse udstillingen, hvor børn og unge fra hele verden viser deres tanker om klimaet og hvilke klimaløsninger vi kan tage til os i dagligdagen. Globerne er flotte og tankevækkende, og jeg vil opfordre så mange som muligt til at opleve dem”, siger kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen, Københavns Lufthavne.

Det er blandt andet skolebørn fra Lejre og Gentofte, UNICEFs børneklimaambassadører samt børn og unge fra så fjerne egne som Australien og Brasilien, der har udsmykket de 25 mini-Cool Globes i udstillingen.

”Det er vores fremtid, og vi skal løfte opgaven i fællesskab,” lød det ved Cool Globes-åbningen fra 16-årige Sofie Vestergaard Kallan fra Svendborg, der som en af UNICEFs fem børneklimaambassadører har malet den ene af globerne i udstillingen.