18.09.2017

Tjek lufthavnens luftkvalitet på nettet

De daglige målinger af luftkvaliteten omkring Københavns Lufthavn er blevet tilgængelige for alle på internettet, hvor naboer og andre interesserede kan følge forureningsniveauet time for time. Luftkvaliteten ved terminalerne, hvor flyene parkerer, skal nu også måles i forbindelse med et projekt for at forbedre arbejdsmiljøet for de ansatte, der færdes i dette område.  

Forurening fra fly, biler, maskiner og andre kilder påvirker dagligt luftkvaliteten omkring Københavns Lufthavn. For at holde øje med udviklingen i luftkvaliteten foretager Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) dagligt målinger i lufthavnen via faste målestationer. De løbende resultater af målingerne ved er nu tilgængelige for alle på DMU’s website hvor måleresultaterne opdateres en gang i timen.

”Vores målinger viser, at luftkvaliteten omkring lufthavnen generelt er god med et forureningsniveau, der ligger langt under myndighedernes grænseværdier. Forureningsniveauet varierer imidlertid fra dag til dag og i løbet af døgnet, ligesom vind- og vejrforhold har stor indflydelse på luftkvaliteten,” siger kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen, Københavns Lufthavne.

”Via internettet kan lufthavnens naboer, medarbejdere og andre interesserede nu time for time følge udviklingen og eksempelvis sammenligne med forureningsniveauet i Københavns centrum,” siger Henrik Peter Jørgensen.

Forureningsniveau varierer i forhold til biltrafik
Målingerne foretages på stationer i den nordlige del af lufthavnen omkring terminalområdet, hvor de største forureningsniveauer i lufthavnen findes. Formålet med målingerne er at kontrollere luftkvaliteten i forhold til Miljøstyrelsens grænseværdier. Der måles for kvælstofoxid (NO), kvælstofdioxid (NO2) og partikler (PM2,5), og resultaterne er direkte sammenlignelige med tilsvarende målinger fra andre steder i Danmark, der indgår i DMUs landsdækkende program.

Luftkvaliteten omkring Københavns Lufthavn påvirkes både af biltrafik omkring lufthavnen, fly samt industri og boliger i lokalområdet og København. Målingerne viser eksempelvis, at den gennemsnitlige koncentration af NO2 ikke varierer med antallet af flyafgange og -ankomster hen over døgnet, men nærmere svarer til variationen i biltrafikken i København og det omkringliggende vejsystem. I 2008 lå koncentrationen af NO2 i lufthavnen på omkring det halve af grænseværdien.

Nye målinger i forhold til arbejdsmiljø
Som et led i et større projekt med at forbedre luftkvaliteten på forpladsen – det område ved terminalerne, hvor flyene parkerer – har Københavns Lufthavn nu også opsat en målestation her. Ved disse målinger bliver der også målt for stoffer, der anses for særlig sundhedsskadelige – de såkaldte ultrafine partikler, polyaromatiske hydrocarboner (PAH) og udvalgte flygtige organiske stoffer (VOC).

”I dag har vi ikke et kvalificeret billede af luftkvaliteten på forpladsen og kilderne til luftforureningen i dette område, hvor mange mennesker dagligt færdes. Med de nye måleresultater kan DMU give os et langt mere præcist billede af luftkvaliteten ud fra et arbejdsmiljømæssigt perspektiv og lave modelberegninger, hvor man eksempelvis også medtager påvirkninger fra vind og vejr,” siger Henrik Peter Jørgensen.

Flere initiativer for bedre luftkvalitet på forpladsen
De nye, stationære målinger suppleres med enkeltstående målinger forskellige steder i lufthavnen og afsluttes efter et år med en rapport fra DMU. Resultaterne skal danne grundlag for lufthavnens fortsatte prioritering og planlægning af tiltag, der mindsker luftforureningen på forpladsen. Bag dette arbejde står en styregruppe med repræsentanter for en række lufthavnsvirksomheder og fagforbundet 3F i Kastrup.

”3F Kastrup hilser alle miljøforbedrende tiltag velkomne i lufthavnen, herunder også den nye målestation, da vi længe har ønsket mere fokus på de påvirkninger, som medarbejderne udsættes for. Vi er glade for ledelsens signaler om øget samarbejde for et bedre miljø,” siger Lars Brogaard, faglig sekretær i 3F Kastrup.

I løbet af det seneste år har styregruppen for luftkvalitet iværksat en række kort- og langsigtede initiativer, der skal hjælpe til at minimere den negative påvirkning af arbejdsmiljøet på forpladsen. Der er bl.a. iværksat en ”Sluk motoren” kampagne for at få køretøjer til at undgå at køre i tomgang i området, ligesom der arbejdes for at øge andelen af miljøvenlige køretøjer (eldrevne, EU2 motor og/eller partikelfilter) hos lufthavnens virksomheder.