18.09.2017

Flere indenrigspassagerer i september

1,8 millioner passagerer rejste i september 2009 gennem Københavns Lufthavn. Det er et fald på 6,9 procent i forhold til samme måned året før. Indenrigs steg antallet af passagerer med 3,3 procent – en vækst, der er drevet af øget konkurrence på ruten til Aalborg.  

"Trafikken i september fulgte de forudgående måneders tendens, hvor passagertallet efter et fald først på året nu ligger forholdsvist stabilt på et lavere niveau end i fjor. På indenrigsområdet kan vi dog glæde os over vækst, hvilket først og fremmest skyldes øget konkurrence på den største indenrigsrute – København-Aalborg ,” siger aviationdirektør Carsten Nørland, Københavns Lufthavne.

21 daglige afgange til Aalborg
Tre selskaber flyver i dag på ruten til Aalborg – SAS, Cimber Sterling og Norwegian, hvilket har givet passagererne flere afgange og priser at vælge imellem. Tilsammen tilbyder de tre selskaber dagligt op til 21 afgange i hver retning på ruten.

”Luftbroen mellem Aalborg og København er med til at binde Danmark sammen for både forretningsfolk og familier. Samtidig har nordjyderne nem og hurtig adgang til de mange udenrigsruter fra Københavns Lufthavn,” siger Carsten Nørland.

I alt benyttede 1.797.074 passagerer Københavns Lufthavn i september. Antallet af lokalt afgående passagerer faldt med 2,7 procent, mens antallet af transferpassagerer lå 17,6 procent lavere end september sidste år. Udenrigstrafikken faldt med 8,0 procent, mens antallet af indenrigspassagerer steg med 3,3 procent i forhold til september i fjor.