18.09.2017

CPH: Ny rute til New York

Delta Air Lines åbner ny rute fra CPH til New Yorks største lufthavn JFK næste forår. Dermed udvides forbindelsesmulighederne til og fra hele USA betragteligt, hvilket gavner København som destination.  

Verdens største flyselskab, Delta Air Lines, flyver allerede i dag mellem Københavns Lufthavn og selskabets hovedlufthavn i Atlanta. I maj 2010 åbner Delta en ny rute til et andet af selskabets trafikknudepunkter, New Yorks travleste lufthavn JFK, og dermed udvides mulighederne for at komme til og fra ”The Big Apple” – og resten af USA – betydeligt.

”Vi har allerede to direkte ruter mellem København og Newark, en af de andre internationale lufthavne i New York. Markedspotentialet er dog så stort, at der er basis for et tredje flyselskab, og dermed styrker vi København som destination. Det er til gavn for både erhvervsliv og turisme, når tilgængeligheden til og fra USA øges,” siger salgsdirektør Carsten Nørland, Københavns Lufthavn, der understreger, at lufthavnens markedsundersøgelser viser, at der årligt er næsten 90.000 passagerer, der har behov for at flyve til og fra JFK.

Stort rutenetværk
Med i alt 379 destinationer og en flåde på 440 fly har Delta Air Lines et massivt rutenetværk ud af ikke mindst to af selskabets hovedlufthavne, Atlanta og JFK, og med ruten til New York styrkes forbindelserne til attraktive destinationer som Los Angeles, San Francisco og Seattle på den amerikanske vestkyst betragteligt.

”Den nye rute til New York er i sig selv en god nyhed, og den er ikke mindst et lille, men vigtigt skridt i retning af at styrke Københavns Lufthavn som Skandinaviens trafikknudepunkt, fordi flere ruter betyder flere gæster til regionen,” siger Lars Bernhard Jørgensen, adm. direktør i Wonderful Copenhagen.

USA’s finansielle centrum
”København er for tiden den vigtigste destination uden en nonstop forbindelse til New York JFK. Vi er derfor glade for at kunne supplere vores eksisterende rute til Atlanta med en ny service, der forbinder København med USA’s finansielle centrum, hvilket vil styrke både erhvervsliv og turisme i begge regioner,” siger Jeffrey Lobl, direktør for Network Planning, Delta Air Lines.

Delta Air Lines begynder de daglige flyvninger til JFK 28. maj næste år. Selskabet sætter en Boeing 757-200 med plads til 170 passagerer ind på ruten, og der vil være afgang fra København kl. 11.45 med ankomst i New York kl. 14.10. Flyet returnerer fra JFK 19.15 med ankomst i København morgenen efter kl. 09.20. Se mere på http://www.delta.com/.