18.09.2017

Konkurrencen presser priserne i CPH

Øgede myndighedskrav, inflation og investeringer i infrastrukturen betyder stigninger i omkostningerne på ca. 15 procent for Københavns Lufthavn. Det nye takstregulativ fra Statens Luftfartsvæsen (SLV) indebærer, at CPH kan få omkostningerne dækket gennem øgede takster fra flyselskaberne. På grund af den finansielle krise, faldende trafik og konkurrencesituationen i forhold til andre lufthavne har CPH anbefalet SLV, at CPH selv dækker hovedparten af omkostningsstigningen i de nye takster for 2009. SLV har godkendt forslaget.  

De seneste tre år er CPH's priser faldet med samlet set én procent, mens andre europæiske lufthavne har gennemført væsentlige prisstigninger. For eksempel har London-lufthavnene øget deres takster med 25-35 procent, mens andre europæiske hub-lufthavne som Amsterdam, Bruxelles, Paris og Wien har gennemført prisstigninger på mellem fem og 10 procent.

Den nuværende situation med faldende trafik og finansiel krise øger konkurrencen mellem de europæiske lufthavne, og derfor har CPH foreslået SLV en prisstigning, som er lavere end omkostningsudviklingen for den aeronautiske del af CPH’s forretning.

CPH dækker hovedparten
”I det nye regulativ fra SLV er taksterne omkostningsbaserede, og det betyder, at vi egentlig skulle have sat taksterne ca. 15 procent op. Men vi har taget bestik af markedet, og har derfor taget et forretningsmæssigt valg om selv at bære ca. 2/3 af de øgede omkostninger,” siger Brian Petersen, adm. direktør, Københavns Lufthavne.

Den massive takststigning, som regulativet lægger op til, skyldes ikke mindst en række EU myndighedskrav som f.eks. Security, som alle lufthavne i EU skal følge. Det betyder, at CPH skal leve op til kravene, men den udgift, det medfører, har CPH valgt selv at dække hovedparten af. Det er sket gennem en anmodning til SLV om at se bort fra takstregulativet i 2009 og blot hæve taksterne i CPH med 4,2 procent i stedet for de ca. 15 procent, som regulativet fordrede.

Ansvarlig virksomhed
”På grund af vores høje investeringsniveau og behov for at udvikle lufthavnen må vi kompensere for den vigende indtjening gennem effektivisering. Derfor har vi også selv reduceret antallet af stillinger med 80 fuldtidsmedarbejdere, og vi arbejder konstant på at effektivisere driften til gavn for vores kunder. I sidste ende betyder det billigere flybilletter til danskerne,” siger Brian Petersen.

Den begrænsede stigning i taksterne betyder, at CPH fortsat vil være i Top 10 blandt de billigste storlufthavne i Europa, og næste sommer bliver det endnu billigere for flyselskaberne at flyve på København, når CPH åbner ”CPH Swift”, der er en helt ny facilitet møntet på de omkostningseffektive flyselskaber.

Ved at tilgodese lavprisselskaberne med en ny facilitet bygget for at honorere de krav, selskaberne stiller til effektivitet, kan lufthavnen halvere passagerafgiften – til gavn for danskerne. CPH Swift kommer til at tiltrække nye og flere flyselskaber, og det betyder flere afgange til flere destinationer til lavere priser.