Punktum for en vellykket krydstogtsæson

Det har været en rekordsommer for antallet af krydstogtpassagerer i Københavns Lufthavn. Med de nyeste investeringer i et bagageanlæg i Hangar 145 og x-ray udstyr har Københavns Lufthavn fået skabt velfungerende faciliteter, der sommeren igennem har givet en smidig trafikafvikling og høj passagertilfredshed. Også lufthavnens samarbejdspartnere roser faciliteterne og den fælles indsats, som har banet vejen for en vellykket krydstogtafvikling. 

26.09.2008

Da det første krydstogtskib lagde til kajen i Københavns Havn i midten af april, var det starten på et rekordår for antallet af krydstogtpassagerer, der skifter fra skib til fly. Når krydstogtsæsonen rundes af i oktober måned vil cirka 173.000 krydstogtpassagerer have rejst gennem Københavns Lufthavn. Heraf har 68.000 passagerer oplevet check-in faciliteterne i Hangar 145, som har været i brug på de 38 største afrejsedage for krydstogtpassagerer.

En af de bedst drevne krydstogtdestinationer

Det har været en utrolig vellykket sæson, hvor både lufthavnen, flyselskaber og handlingselskaber har bidraget til at gøre denne sommers operation til en stor succes. Alle de involverede parter har leveret en fantastisk indsats og bidraget til, at samarbejdet har fungeret tilfredsstillende. De gode rammer i Københavns Lufthavn er blandt andet årsagen til, at Costa Crociere betragter København, som en af deres absolut bedst drevne destinationer,” siger Hans Aldal, Managing Director, Borealis Destination Management ApS.

Et godt partnerskab
Også Københavns Lufthavn er tilfreds med årets afvikling af krydstogttrafikken:

Med de nyeste investeringer i Hangar 145 har vi fået udviklet tilfredsstillende rammer for håndtering af krydstogtpassagererne. Samtidig har vi i år oplevet et fantastisk samarbejde med krydstogtselskaber, handlingselskaber og flyselskaber, der alle har bidraget til, at vi har fået skabt en smidig trafikafvikling gennem hele sommeren,” siger Henrik Peter Jørgensen, driftsdirektør i Københavns Lufthavne A/S.

Passagererne fra krydstogtsskibene ankommer typisk til lufthavnen i store grupper med meget bagage og langt tidligere, end deres fly afgår. Det kræver derfor en særlig check-in koordinering mellem lufthavnen og flyselskaberne at sikre en smidig trafikafvikling.

Særlig check-in koordinering
Det er andet år i træk, at den nyrenoverede hangar fra krigens tid er i brug. Sidste år blev der etableret 16 nye check-in pulte og et mindre bagagesorteringsanlæg. I år blev faciliteterne udvidet med et separat bagageanlæg, så kufferterne slipper for den lange tur forbi lufthavnens centrale bagageanlæg, samt nyt x-ray udstyr til screening af bagage. Det har alt i alt medvirket til, at trafikafviklingen sommeren igennem er forløbet hurtigt og smidigt.

Forberedelserne til næste års krydstogtsæson er så småt ved at gå i gang. Som et led i projekterne for næste år arbejder Københavns Lufthavn blandt andet på at få implementeret check-in faciliteter ombord på udvalgte krydstogtskibe.