18.09.2017

God sommerafvikling for Københavns Lufthavn

Sommeren 2008 bød på en rekordstor rejseaktivitet med over seks millioner passagerer i juni, juli og august måned. Med fælles indsats fra flyselskaberne, handlerne og CPH er det lykkedes at få en smidig trafikafvikling gennem den travle sommerperiode. CPH’s investeringer forud for sommeren har vist deres værd og blandt andet bidraget til øget kapacitet og mere passagervenlige forhold.  

Den travle sommersæson i Københavns Lufthavn er ved at være slut. Juni, juli og august måned er den tid på året hvor der er allermest pres på lufthavnens faciliteter. Det er derfor også den bedste tid på året til at evaluere på, om lufthavnens investeringer har virket efter hensigten.

Omfattende investeringer
Forud for sommeren gennemførte Københavns Lufthavne en række ambitiøse planer i tæt dialog med selskaberne for at sikre en smidig trafikafvikling og en høj passagerservice. Blandt andet blev der i foråret etableret et separat bagageanlæg og nyt x-ray udstyr i Hangar 145, bagagearealet blev forøget med ekstra kvadratmeter og to nye ankomstbånd. Desuden blev passagerstrøget i transitområdet udvidet og moderniseret for at skabe mere plads forud for sommeren:

Vi har foretaget en række investeringer før sommeren for at sikre en smidig trafikafvikling. 2008 er kun første skridt. Også fremover er der behov for omfattende investeringer, som vil blive gennemført i tæt dialog med vores samarbejdspartnere og kunder. Sommerens velfungerende trafikafvikling er en indikation på, at vi i dialog med kunderne har gennemført de helt rigtige investeringer på det rigtige tidspunkt,” siger Brian Petersen. Men også mindre tiltag som et nyt familiespor i Security er blevet taget vel imod hos passagererne.

Hurtigt og nemt gennem sikkerhedskontrollen
Familiesporet i Security blev taget i brug i slutningen af juni med det formål, at give særligt børnefamilierne en rolig start på rejsen ved at medarbejderne tager sig ekstra lang tid til at hjælpe dem gennem check-stedet. Men samtidig har det vist sig at være en gevinst for de øvrige passagerer, der kommer hurtigere og nemmere gennem sikkerhedskontrollen.

Selv i de travle rejsemåneder er 9 ud af 10 passagerer kommet gennem check-stedet på under fem minutter. Det svarer til en gennemsnitlig ventetid på lige under tre minutter i juni, juli og august. Familiesporet vil igen blive etableret i skolernes ferier – næste gang i efterårsferien.

Bedre skiltning, bedre flow
Med cirka 70.000 passagerer på en travl rejsedag er det helt afgørende, at det såkaldte passagerflow eller passagerstrømmene i lufthavnen fungerer optimalt, så kapaciteten udnyttes bedst muligt. Lufthavnens driftsdirektør forklarer:

Forud for sommeren har vi blandt andet arbejdet på at forbedre og optimere skiltningen, så passagererne oplever, at der er blevet mere ryddeligt i terminalerne og skiltningen er blevet mere strømlinet. Desuden er passagerstrøget mellem Terminal 2 og 3 udvidet med ekstra kvadratmeter for at opnå et mere rummeligt, lyst og venligt passagerareal. Alt i alt har vi oplevet, at passagerstrømmene har fungeret langt bedre i år,” siger Henrik Peter Jørgensen.

For at imødekomme passagerernes ønsker om øget skiltning i bagageudleveringen har lufthavnen netop lagt sidste hånd på en informationstavle i bagageudleveringen, hvor der blandt andet er mulighed for at se tog- og metrotider samt købe togbilletter.

  • Antal passagerer i juni, juli og august: Cirka 6.2 millioner
  • Antal passagerer på den største rejsedag: Cirka 79.000
  • Gennemsnitlig ventetid i Security i juni, juli og august: under 3 minutter
  • Antal krydstogtpassagerer i 2008: 173.300
  • Håndteret bagage i Terminal 2 og 3 i juni, juli og august: Mere end 2,5 millioner stykker bagage
  • Håndteret bagage i Terminal 2 og 3 på den travleste time: 3.237 stykker bagage