18.09.2017

Nye muligheder for skiturister

Det KLM-ejede lavprisselskab transavia.com vender til vinter tilbage til Københavns Lufthavn. Denne gang med fem ugentlige afgange til Innsbruck i Østrig – en populær destination for mange danske skiturister.  

Fra 18. december indleder det hollandske lavprisselskab transavia.com sin nye rute fra København til Innsbruck i Østrig. Med fem ugentlige afgange får skiturister fra hele Øresundsregionen ny mulighed for at komme hurtigt på ski.

Vi er meget stolte over at være tilbage i Københavns Lufthavn med den nye rute til Innsbruck. Vores mission med ruten er at tilbyde danskerne mere skiløb og mindre motorvej, og med fem afgange om ugen er det nu muligt at nå Alperne hurtigt, nemt og selvfølgelig billigt. Hvis man for eksempel kun har en forlænget weekend på ski, så er det trods alt mere hensigtsmæssigt at bruge to timer i flysædet frem for ti timer på forsædet,” Arian van der Werff, Manager Business Development, transavia.com.

transavia.coms nye rute understreger, at det er i lavprissegmentet, at væksten inden for flybranchen skal findes for tiden. Ruten til Innsbruck er således den syvende nye lavprisrute fra København i år.