Overskud og god tid til børnefamilierne i sikkerhedskontrollen

De fleste forældre får sved på panden ved tanken om at skulle gennem sikkerhedskontrollen med små børn, pusletaske og håndbagage. For at give sommerens mange børnefamilier og de øvrige passagerer en rolig og god start på rejsen, indvier Københavns Lufthavn et nyt familiespor mandag den 23. juni. 

23.06.2008

Lufthavnens travle sommersæson er for alvor ved at tage fat med ekstra mange ferierejsende og store rejsedage. For at give børnefamilierne og de øvrige passagerer en rolig og god start på rejsen, tager Københavns Lufthavn et nyt familiespor i sikkerhedskontrollen i brug i sommerperioden.

Det er rigtig godt for småbørnsfamilier. Det er absolut god service fra lufthavnens side. Det er slet ikke stressende at skulle gennem sikkerhedskontrollen og meget let at finde," siger familien Malmgren, der er en af de første familier, der går gennem lufthavnens nye familiespor.

Medarbejderne tager sig ekstra god tid
Børnefamilierne har brug for ekstra tid i sikkerheds-kontrollen, men det er ikke sjovt, hvis der står en forretningsrejsende og tripper i køen bagved. Til gavn for alle rejsende har vi derfor indført et familiespor beregnet udelukkende til børnefamilier. Her tager medarbejderne ved checkstedet sig ekstra god tid, så børn og forældre får en god og afslappende start på rejsen. Det er samtidig en gevinst for alle de øvrige passagerer, der kommer hurtigere og nemmere gennem sikkerheds-kontrollen,” siger Johnnie Müller, chef for Security.

 

Tydelig skiltning
Familiesporet ligger i de yderste spor i sikkerhedskontrollen med tydelig skiltning og udgør to af de i alt 16 spor til rådighed. Desuden er det mulighed for at udvide kapaciteten med ekstra spor, hvis der er behov for det. Familiesporene holdes åbne til og med august måned.