18.09.2017

Nyt rutekort på cph.dk skaber bedre overblik Et nyt, dynamisk rutekort på lufthavnens hjemmeside

Et nyt, dynamisk rutekort på lufthavnens hjemmeside giver de rejsende mulighed for hurtigt at orientere sig om hvilke ruter, flyselskaberne i lufthavnen tilbyder.  

Hvad enten man skal rejse til Thorshavn, Tallinn eller Tokyo, så kan man nu hurtigt finde ud af, hvilke muligheder man har for at komme dertil. På lufthavnens nye dynamiske rutekort kan man blot klikke på destinationen på et stort verdenskort. Med det samme får man en række muligheder op der viser, hvilke selskaber der flyver dertil, hvor langt der er, og om det er direkte eller med stop undervejs.

Via rejseplanen, der er integreret i verdenskortet, kan man klikke sig videre til de enkelte flyselskabers hjemmesider og reservere sine billetter med det samme, hvis man ønsker det.

Det handler om at skabe overblik. Med rutekortet og rejseplanen giver vi passagererne den bedst tænkelige service. Her kan man i ro og mag beslutte sig for hvilken afgang, man ønsker, og hvilket selskab man helst vil rejse med. Samtlige ruter ud af Københavns Lufthavn – både charter og rutefly - er samlet i dette nye tilbud på lufthavnens hjemmeside", siger underdirektør for Aviation i Københavns Lufthavn, Corinna Lundbæk Pedersen.

Alle oplysninger i kortet bliver trukket fra en international database, der indeholder informationer leveret direkte af de flyselskaber, der flyver til og fra Københavns Lufthavn.