18.09.2017

Ny rejseservice til lufthavnens passagerer

Der er meget at huske på, når man skal ud at flyve. Københavns Lufthavn tilbyder derfor en service for passagerer, der gerne vil forberede sig bedst muligt forud for rejsen. 

Rejseservicen fungerer som en slags huskeseddel med gode råd til, hvordan man kommer hurtigst og nemmest gennem lufthavnen. Efter tilmelding får passagererne kort før afrejse en mail med gode råd og tips. Blandt andet kan man få informationer om, hvordan man kan spare tid og penge ved at reservere sin parkeringsplads på forhånd eller handle tax-free hjemmefra i ro og mag.

Man bliver også typisk mindet om, at man kan springe check-in køen over ved at checke ind online eller på automaterne i lufthavnen.

Servicen er let at tilmelde sig og det gøres ved få indtastninger. Man får kun den ene mail, man beder om. Hvis man vil have en mail igen næste gang, man skal ud at rejse, bestiller man den blot igen.

Servicen er gratis. Den kan bestilles på www.cph.dk