18.09.2017

Lufthavnen markerer sommerens begyndelse

Københavns Lufthavne, SAS, Sterling, Star Tour og Thomas Cook markerer sommerens komme – og dermed lufthavnens travleste periode – med et stort arrangement med underholdning og overraskelser for passagererne. 

”Store Rejsedag” finder sted mandag den 23. juni, og fra den dag og to måneder frem vil flere end to millioner passagerer bruge Københavns Lufthavn som udgangspunkt for deres rejse ud i verden.

Københavns Lufthavne og flyselskaberne arbejder kontinuerligt på at gøre turen igennem lufthavnen nemmere for passagererne. Især i den travle sommerperiode er det vigtigt, at f.eks. check-in, security og bagagesortering fungerer optimalt, for med flere end 30.000 afgående passagerer på de travleste dage, bliver sommeren en hektisk periode for alle i lufthavnen.

Rekordsommer
”Vi forventer i år en rekordstor chartersæson, hvor vi vil sende omkring 335.000 rejsende på ferie. Der er ingen tvivl om, at vejrsituationen sidste år har fået danskerne til at være ude i god tid for at sikre sig en rejse sydpå. Vejret i øjeblikket har også skærpet rejseappetitten, så vi har ekstra travlt. Det er en god idé at væbne sig med tålmodighed som rejsende her i den absolutte højsæson, men lufthavnen har i år sat endnu større sejl til end sidste år, så der er bestemt mulighed for, at de rejsende får en god start på ferien”, siger Stig Elling, salgsdirektør, Star Tour, der ikke er den eneste, der melder om ekstra travlhed her op til højsæsonen:”Sommer betyder også en meget travl tid for Sterling. Og vi glæder os altid lidt ekstra til højsæsonen, hvor lufthavnen summer af liv, og check-in og gates vrimler af forventningsfulde passagerer på vej. I juli måned alene skal Sterling flyve med langt over en halv million passagerer, så der bliver tryk på. Men vi er klar og ser frem til at hjælpe de mange tusinde danskere på sommerferie,” fortæller kommunikationsdirektør Rulle Grabow Westergaard, Sterling Airlines.

Underholdning i lufthavnen
På mandag skyder lufthavnen sammen med flyselskaberne og rejsebureauerne for alvor sommeren i gang med ”Store Rejsedag”, hvor passagererne vil blive mødt af forskellige former for underholdning rundt om i lufthavnen.

”Udover at vi gerne vil give passagererne en god og underholdende start på rejsen, har ”Store Rejsedag” også et oplysende formål. Vi vil gerne sætte fokus på, hvordan man nemmest kommer igennem en sommertravl lufthavn,” siger Anette Haaning, kommunikationsdirektør, Københavns Lufthavne A/S.

Gode råd
Samtidig med ”Store Rejsedag” går lufthavnens specielle ”sommersite” på cph.dk i luften. Her får passagererne bl.a. gode råd til, hvordan man bedst forbereder sig inden ferierejsen begynder. Ét af de gode råd er, at man kommer nemmere igennem lufthavnen, hvis man selv checker ind – enten hjemmefra eller via automaterne i lufthavnen.  Og der er rige muligheder for at gøre hos SAS, hvilket ca. 60 procent af SAS’ passagerer allerede benytter sig af:

"SAS' gode råd til vores kunder angående rejser i den travle sommerperiode er så vidt muligt at checke ind på vores check in-automater, med mobiltelefonen eller via sas.dk. Det hjælper til, at alle kommer hurtigere gennem lufthavnen og godt af sted på rejsen. Det kan man læse mere om via et link på forsiden af sas.dk. Hvis man har specielle behov, særlig bagage eller ikke har checket ind hjemmefra, så kan det også være en god idé at komme i lidt bedre tid end normalt," siger Lars Bording, der er salgs- og marketingdirektør i SAS Danmark.

Flere muligheder for selvbetjening
Københavns Lufthavne stiller automater til rådighed for de andre flyselskaber i Københavns Lufthavn. Muligheden for selvbetjening er for alvor slået igennem hos passagererne, og antallet af automater vil i løbet af sommeren komme op på 60 automater. ”Flere og flere af vore gæster finder ud af, at "høflig selvbetjening" kan bringe én hurtigt forbi eventuelle køer ved check-in skrankerne i afgangshallen. I samarbejde med lufthavnen har vi fået opstillet en lang række automater, som gæsterne selv nemt kan checke ind på. For et år siden benyttede kun ca. 10 procent af vore gæster automaterne. I denne sommer er det steget til 25 procent. Og mon ikke over halvdelen af vore gæster vil se fidusen og finde vej til automaterne inden for et års tid,” siger informationschef Torben Andersen fra Thomas Cook Airlines Scandinavia, der bl.a. flyver for Spies, Skibby Rejser og Tjæreborg. På automaterne står enten navnet på det flyselskab eller den rejsearrangør, man skal på ferie med. Og derefter guides man nemt gennem proceduren på få sekunder.