18.09.2017

Topmøde i Danmark om luftfragt

Den 12. - 14. maj 2008 mødes 200 af verdens vigtigste beslutningstagere inden for air cargo industrien til den anerkendte TIACA-konference. SAS Cargo og Københavns Lufthavne har i fællesskab rollen som værtspar. Den betydningsfulde konference er et vigtigt led i lufthavnens strategi om at videreudvikle cargo-området i tæt samarbejde med kunderne. 

200 af verdens førende beslutningstagere inden for air cargo industrien vil i dagene den 12. – 14. maj mødes til den årlige The International Air Cargo Association (TIACA) Executive Conference and Annual General Meeting 2008. For første gang i historien er det Københavns Lufthavne og SAS Cargo, der i fællesskab har værtsskabet under konferencen.

I dialog med beslutningstagere inden for cargo

Vi er stolte af, at TIACA har valgt Københavns Lufthavne og SAS Cargo som værtspar. Konferencen er årets mest betydningsfulde begivenhed i branchen, og et af de vigtigste fora for at komme i dialog med beslutningstagerne inden for fragtområdet," siger adm. direktør Brian Petersen, Københavns Lufthavne A/S.

Også SAS Cargo ser frem til en udbytterig konference:  

Som det førende luftfragtselskab i Skandinavien er vi glade for at kunne byde vores kolleger velkomne i København. TIACA-konferencen giver mulighed for en konstruktiv og inspirerende dialog med andre aktører inden for branchen. Samtidig er konferencen med til at skabe øget fokus på luftfragt og luftfragtens betydning i regionen", siger Jimmy Kjærsvold, VP Cargo Related Businesses, SAS Cargo.

Fokus på vækstmulighederne
Med en vækst i fragtmængderne på 4,1 procent i 2007 understregede Københavns Lufthavnes rolle som Skandinaviens suverænt største knudepunkt for luftfragt. Københavns Lufthavn har en attraktiv beliggenhed, som gør, at fragt med fly og lastbil kan integreres og potentielt også tog. Det giver muligheder på sigt:

Det er vores ambition, at cargo-området i Københavns Lufthavn skal udvikles yderligere i de kommende år. Vores værtsskab indgår som et vigtigt led i denne strategi, idet vi får sat fokus på de potentielle vækstmuligheder i København over for de vigtigste aktører i branchen," siger Brian Petersen.

Royalt besøg
Den 12. maj åbnes konferencen officielt med en velkomstreception på det nyrestaurerede Glyptotek. Herefter følger en dagsorden, hvor der blandt andet er udvikling, miljø og sikkerhed på programmet i dagene den 13. og 14. maj på Hilton Copenhagen Airport. Under gallamiddagen, der finder sted den 13. maj i Vilhelm Lauritzen terminalen, vil Hans Kongelige Højhed Prins Joachim deltage for at understege logistikkens betydning for erhvervslivet.

Desuden er der afsat tid i programmet til korte netværksmøder, hvor interesserede parter får mulighed for at diskutere et potentielt samarbejde.