18.09.2017

Tårnby Boldklub og CPH i win-win samarbejde

Når Tårnby Boldklubs U13 hold i juli måned rejser til verdens største ungdomsturnering i fodbold i Gøteborg, bliver det med lidt ekstra penge på lommen. Holdet hjalp nemlig den store nabo, Københavns Lufthavne, med at pakke 25.000 informationsbreve i forbindelse med udskiftning af lufthavnens ID kort. 

Næsten 25.000 medarbejdere i Københavns Lufthavn skal have nyt ID kort i dette forår. Med hvert ID kort følger en informationspakke, hvor medarbejderen kan læse om det nye kort.

Men hvordan får man pakket 25.000 informationskuverter på ingen tid? Københavns Lufthavne (CPH), som er ansvarlig for administrationen af lufthavnens ID kort, var ikke i tvivl. Den opgave skulle tilbydes en af områdets idrætsklubber.

En sjov opgave for både børn og voksne
Holdleder for U13 (aldersgruppen 12-13 år) i Tårnby Boldklub Finn Aamodt sagde uden tøven ja tak til opgaven.

Opgaven var estimeret til 200 timer, så det var da en ordentlig mundfuld. Tidligere har vi haft opgaver med uddeling af aviser og telefonbøger, men denne opgave var langt større. Men børn og forældre var friske, og vi havde et par rigtig hyggelige dage i lufthavnen, mens vi pakkede de mange kuverter,” siger han.

Den velfortjente betaling skal bruges til at gøre sommerens stævner lidt sjovere.

Vi har allerede planlagt at deltage i stævner i Sverige og Berlin, så lønnen skal nok få ben at gå på;” siger Finn Aamodt, der er helt frisk på lignende opgaver i fremtiden.

Det gode naboskab skal plejes
CPH yder hvert år en række sponsorbidrag til lokale initiativer.

Som den største lufthavn i Skandinavien spiller vi en afgørende rolle i udviklingen af Øresundsregionen, og vi ønsker at også vores sponsorater afspejler, at vi er med til at skabe aktivitet i regionen. Vi støtter derfor gode, lokale initiativer, der skubber aktiviteter i gang i nærområdet. Samarbejdet med Tårnby Boldklub er af en lidt anderledes karakter end vores sponsorater, men det handler om godt naboskab og dette her jo en ren win-win situation,” siger CPH’s kommunikationsdirektør Anette Haaning, der er meget glad for hjælpen fra de lokale fodboldspillere.