18.09.2017

I dialog med asiatiske selskaber

14 flyselskaber viste interesse i at høre om ruteudviklingsmulighederne i Københavns Lufthavn på Routes’ Regional Asia, der netop er blevet afholdt i Macau i Kina. 

I dagene den 13. – 15. april har Københavns Lufthavne deltaget i konferencen Routes’ Regional Asia, der blev afholdt i Macau i Kina. På konferencen mødes repræsentanter fra flyselskaber og lufthavne for at diskutere opstart af nye ruter eller udvidelse af eksisterende kapacitet.

Flere deltagere end nogensinde før
Routes’ Regional Asia blev etableret i 2003 som regionalt netværksforum. Lige siden er deltagerantallet vokset støt, og på den netop afholdte konference i Kina deltog cirka 400 delegerede fra verden over.

Routes Asia har tidligere været en lillebror til det internationale Routes forum. Der har aldrig før været så mange delegerede, og vi oplever nu, at konferencen udvikler sig fra et regionalt forum til et globalt forum. Flere store europæiske lufthavne er repræsenteret, og det er et tydeligt tegn på den skærpede konkurrence lufthavnene imellem. Det asiatiske marked har den største vækst i verden, og derfor ser mange europæiske lufthavne et potentiale i Asien," siger ruteudviklingschef i Københavns Lufthavne A/S, Ole Wieth Christensen.

Stærk konkurrence
Det stigende antal deltagere på Routes konferencerne er et tydeligt tegn på den skærpede konkurrencen lufthavnene imellem, som præger markedet. Men andre faktorer som økonomisk støtte fra det offentlige er også med til at puste til konkurrencesituationen, og det gør det endnu vanskeligere at tiltrække øget trafikvækst:

Enkelte andre konkurrenter har gavn af, at der er etableret offentlige ruteudviklingsfonde, som hjælper flyselskaberne til at gøre rutemulighederne mere interessante for dem. Det der er med til at gøre Københavns Lufthavn konkurrencedygtig og interessant for flyselskaberne er, om vi kan tilbyde selskaberne et potentielt marked og et lavt omkostningsniveau," forklarer Ole Wieth Christensen.

Dialog og partnerskab
Før Routes Asia konferencen havde Københavns Lufthavn og repræsentanter for flyselskaberne på forhånd planlagt en stram møderække. I alt deltog Københavns Lufthavn i 14 møder, hvor lufthavnens ruteudviklere fremlagde konkrete forslag til nye - og optimering af eksisterende – ruter over for de enkelte flyselskaber. Med udgangspunkt i specifikke markedsanalyser og viden om det skandinaviske marked opfordres kunderne til dialog for at få skabt de bedste betingelser for øget vækst:    

Ruteudvikling er en langsigtet investering, hvor vi gennem analyser, dialog og partnerskab med flyselskaberne får gjort opmærksom på udviklingsmulighederne i København og får opbygget et tillidsforhold til kunderne. Vi forventer at se konkrete resultater af vores indsats i løbet af året. Vi har fokus på de oversøiske ruter, der er med til at fastholde vores position som Skandinaviens hub, og Asien er et af vores særlige indsatsområder," fortæller Ole Wieth Christensen.

I 2007 deltog 2.500 deltagere på det årlige ruteudviklingsforum Routes. Routes 2008 afholdes i oktober måned i Kuala Lumpur, Malaysia, hvor Københavns Lufthavn forventer at deltage i cirka 40 møder. 


CPH's Route Development Manager for Asien, Ulv Elbirk, i dialog med ruteudviklingschefen fra Philippine Airlines. Ulv præsenterer dem for potentialet for en direkte rute mellem CPH og Manila.