Check-in i parkeringskælderen

Flere og flere passagerer vælger at checke ind på egen hånd. Sidste nyt er selvbetjeningsautomater i parkeringsanlæggene P6 og P8 og flere automater er på vej. 

08.09.2017

Flere og flere passagerer vælger at checke ind på egen hånd. Sidste nyt er selvbetjeningsautomater i parkeringsanlæggene P6 og P8 og flere automater er på vej.
For den forretningsrejsende, og andre der rejser uden bagage, er det en oplagt mulighed at checke ind på egen hånd og springe køen over. Antallet af selvbetjeningsautomater er steget støt, og senest er installeret automater i parkeringskældrene P6 og P8.

Da metrolinjen til Københavns Lufthavn åbnede i efteråret, blev der opsat to check-in automater ved metrostationen.

"Disse automater er meget populære, og derfor sætter vi endnu to automater op hér og udvider også antallet i både Terminal 2 og Terminal 3 i løbet af foråret," siger adm. direktør Brian Petersen.

Check in på Hovedbanegården
Næste skridt er check-in automater på Hovedbanegården, som ventes opsat i løbet af marts måned.

"Alt tyder på, at ønsket om selv at checke ind og undgå ventetiden i lufthavnen breder sig fra de rejsevante forretningsfolk til andre grupper af passagerer. Det er en udvikling både flyselskaberne og lufthavnen i høj grad hilser velkommen og bakker op om, fordi det gør livet lettere for passagererne. Derfor vil vi også se, at fremtidens afgangshal kommer til at se anderledes ud med færre check-in pulte og flere bagagedrops, ligesom mange ganske enkelt vil springe afgangshallen helt over og gå direkte til sikkerhedskontrollen," siger Brian Petersen.

Kortere ventetid
På verdensplan checker ni procent af samtlige passagerer i dag ind på egen hånd. I Københavns Lufthavn er vi helt oppe på 40 procent, heraf de 30 procent via selvbetjeningsautomater. Det er resultatet af et målrettet samarbejde mellem flyselskaberne og Københavns Lufthavne, der skal give passagererne flere valgmuligheder og reducere den samlede ventetid i lufthavnen.

Københavns Lufthavne investerer løbende i flere selvbetjeningsautomater og samarbejder med flyselskaber og myndigheder om at videreudvikle de øvrige teknologiske check-in muligheder via internet og mobiltelefon.