18.09.2017

SF’s formand Villy Søvndal besøger Københavns Lufthavn

Den 6. november besøgte SF’s formand Villy Søvndal Københavns Lufthavn.”Københavns Lufthavn er et dejligt sted. Den bliver altid placeret højt i internationale vurderinger, og det kan jeg godt forstå,” sagde Villy Søvndal under besøget.  

Under den cirka to timer lange rundtur blev Villy Søvndal blandt andet præsenteret for nogle af de investeringer, som lufthavnen har foretaget de seneste år for at sikre, at Københavns Lufthavn fortsat vil være en kvalitetslufthavn, som danskerne kan være stolte af. Villy Søvndal hilste desuden på en række medarbejdere i Københavns Lufthavne, der fortalte om deres daglige arbejdsopgaver, som bidrager til at give passagererne en god og smidig rejse fra Københavns Lufthavn. På sin vej mødte SF-formanden medarbejdere og ledelse fra blandt andet Security, Rengøringsafdelingen, Bagage, Airside Support og Brand & Redning.

Værdifuldt at opleve lufthavnen
Villy Søvndal var imponeret over at se lufthavnen i kulissen og det store engagement blandt medarbejderne:

Som politiker er der en risiko for, at man beskæftiger sig for meget med den offentlige sektor og ved for lidt om den private sektor. Derfor har det været værdifuldt at opleve lufthavnen, hvor jeg har fået et solidt indblik i driften. Den viden, jeg har fået i dag, kan jeg bruge, når Folketinget skal tage ansvar for overordnede trafikale beslutninger. Københavns Lufthavn er et dejligt sted. Den bliver altid placeret højt i internationale vurderinger og det kan jeg godt forstå,” sagde Villy Søvndal og fortsatte:
På min næste rejse vil jeg tænke på, at det er rart, at der er nogen i Security, der holder godt øje med en. Jeg vil også tænke på min kuffert, der ryger rundt i anlægget og forhåbentlig falder ned det rigtige sted, som størstedelen af kufferterne gør. Det er billeder af, hvad der foregår bagved, som jeg vil have i tankerne på mit næste besøg i lufthavnen,” fortalte han.

Indblik i infrastrukturen
Lufthavnens medarbejdere syntes, det var interessant at få besøg af en toppolitiker fra Danmarks tredje største parti. Steen Flinta fra Markservice sagde blandt andet:

Jeg synes det var interessant at fortælle Villy Søvndal om, hvad der sker i lufthavnen. Det giver ham et godt indblik i infrastrukturen og fortæller om, hvordan lufthavnen fungerer. Som medarbejder er det rart at få mulighed til at se ”giraffen” og få spurgt ind til nogle af de aktuelle, politiske sager og høre hans syn på sagerne,” sagde Steen Flinta.

Forståelse blandt politikerne
Også lufthavnens administrerende direktør Brian Petersen oplevede, at det var værdifuldt at have besøg af SF-formanden, der viste stor interesse i at se en af Danmarks største arbejdspladser.

Formålet med besøget var at vise Villy Søvndal, hvordan det er at arbejde på en af landets største arbejdspladser og alt det der foregår herude, som passagererne normalt ikke ser. For os er det vigtigt at opnå en forståelse blandt politikerne for, hvad vi foretager os, og hvor kompleks en arbejdsplads det er, så vi kan få opbakning, når vi har brug for det,” sagde Brian Petersen, adm. direktør i Københavns Lufthavne A/S.