Ny rute til Shanghai fra CPH

Det kinesiske flyselskab China Eastern Airlines åbner fra 30. oktober en ny rute fra København til Shanghai via Frankfurt. Ruten understreger lufthavnens stærke fokus på at udvide antallet af ruter og destinationer til Asien, hvor passagervæksten gennem de seneste år er massiv.  

15.10.2008

Fra den 30. oktober bliver det igen muligt at flyve fra København til Shanghai. Det er China Eastern Airlines’ rute til Frankfurt, der to gange om ugen – torsdag og lørdag – forlænges til København.

Vi har stærk fokus på det asiatiske marked, fordi vi gennem de seneste år har oplevet en stor vækst i antallet af passagerer til de forskellige asiatiske destinationer. Fra 2005 til 2007 var væksten på 10 procent, og vi regner med, at China Eastern Airlines’ nye rute til Shanghai vil være med til at generere yderligere vækst,” siger Carsten Nørland, Aviation direktør, Københavns Lufthavne A/S.

China Eastern Airlines, der har base i Shanghai, er et af de tre store, statsejede kinesiske flyselskaber med over 40.000 medarbejdere og en flåde på 224 fly, der servicerer i alt 119 kinesiske og internationale destinationer.

Selskabet sætter en Airbus 330-200 med plads til 262 passagerer ind på ruten. Selvom China Eastern flyver via Frankfurt, vil ruten sandsynligvis blive en af de hurtigste forbindelser til Shanghai, der er den asiatiske destination – uden direkte forbindelse til CPH – der har flest danske passagerer.