18.09.2017

Negativ passagervækst i 3. kvartal 2008

Antallet af afgående passagerer i Københavns Lufthavn er faldet 1,1 procent i 3. kvartal 2008, og væksten i EBITDA er faldet væsentligt mellem 2. og 3. kvartal, når der korrigeres for særlige forhold. Den vanskelige situation på markedet har allerede haft væsentlig indflydelse på driften i Københavns Lufthavne A/S (CPH) samt på vores kunder og vi forventer en fortsat negativ passagervækst i 4. kvartal. 

Grundet den vanskelige situation har CPH besluttet at nedjustere forventningerne til 2008, så resultat før skat forventes at være lidt lavere end i 2007, når der korrigeres for særlige forhold samt for påvirkningen af ændrede skatteregler i UK.

Ikke desto mindre vil CPH fortsætte med at investere i serviceforbedringer for luftfartsselskaber og passagerer.

I de første 9 måneder af 2008 har CPH investeret DKK 640,9 mio. i eksempelvis en 25 procent forøgelse af bagagesorteringsfaciliteterne. Investeringsniveauet er DKK 61,0 mio. højere end i samme periode sidste år, og CPH forventer at investere i størrelsesordenen DKK 850 mio. i 2008, hvilket er det højeste investeringsniveau siden færdiggørelsen af Terminal 3.

CPH har yderligere offentliggjort planerne for CPH SWIFT, en udvidelse af lufthavnen, som vil give passagererne flere billige billetter til flere destinationer. CPH vil investere ca. DKK 200 mio. i CPH SWIFT, og bygningen forventes at være færdig i sommeren 2010.

Sterling Airlines vil desværre indgive konkursbegæring i dag. Sterling Airlines tegner sig for ca. 10 procent af flytrafikken i Københavns Lufthavn. Størstedelen af Sterlings ruteafgange fra Københavns Lufthavn betjenes af andre luftfartsselskaber og flere selskaber har allerede annonceret, at de vil erstatte nogle af ruterne, og CPH forhandler aktivt med en del andre luftfartsselskaber om at erstatte den resterende trafik.

Der pågår i øjeblikket en analyse af den økonomiske og driftsmæssige påvirkning, dette vil have for CPH, og CPH vender snarest tilbage med yderligere oplysninger.