18.09.2017

Widerøe starter ny rute op til Rygge og åbner rute til Haugesund

Fra marts kan passagerer flyve med Widerøe til Rygge og Haugesund i Norge, når selskabet indsætter forbindelser til de to destinationer fra Københavns Lufthavn. 

Til foråret udvider Widerøe sit rutenetværk med to nye ruter. Fra marts bliver det muligt at flyve direkte mellem København og Rygge, sydøst for Oslo, når Widerøe starter en ny rute op. Samtidig begynder selskabet også at flyve mellem København og Haugesund på den norske vestkyst.

Der bliver to daglige afgange til begge destinationer, der beflyves med en DHC8-300 med plads til 50 passagerer..

Gode forbindelser til andre destinationer

”Vi er glade for at kunne tilbyde vores passagerer direkte forbindelser til København fra Rygge og Haugesund og glæder os til at byde de første passagerer velkommen. Med de nye afgange får vores passagerer gode muligheder for at rejse videre ud i verden via de mange destinationer fra Københavns Lufthavn,” siger Kommunikationsdirektør i Widerøe Richard Kongsteien.

Ny rute fra Københavns Lufthavn
Også Københavns Lufthavne A/S glæder sig over, at Widerøe nu tilføjer to nye ruter ud af København, hvor Rygge er en helt ny destination i Københavns Lufthavns rutenetværk:

”Nye ruter og et veludviklet rutenetværk har afgørende betydning for at Københavns Lufthavn kan fastholde sin position som Skandinaviens trafikknudepunkt. Derfor er vi meget glade for, at Widerøe nu begynder at flyve til de to byer i Norge og med ruten til Rygge dækker et hidtil uafdækket område for Københavns Lufthavn,” siger Brian Petersen, administrerende direktør i Københavns Lufthavne A/S.

Coast Air fløj tidligere til Haugesund, men med åbningen af den nye rute er Widerøe nu eneste selskab på ruten.