Baggrundscheck og udstedelse af ID-kort

De nye, skærpede regler for presseadgang til passagerområdet i Københavns Lufthavn tager udgangspunkt i international og dansk lovgivning, som har ført til udarbejdelsen af en ny dansk sikkerhedsplan for danske lufthavne.

Kort sagt foreskriver sikkerhedsplanen, at presseadgang til passagerområdet i fremtiden kræver et særligt presse ID-kort, som kun udstedes efter forudgående politigodkendelse. Presse ID-kortet giver mulighed for uledsaget adgang til passagerområdet i Københavns Lufthavn.

I forbindelse med ansøgning om presse ID-kort skal pressens medlemmer registreres og underskrive en ”Samtykkeerklæring”, som giver politiet tilladelse til at udføre baggrundscheck på personen.

Reglerne for baggrundschecket er beskrevet i Trafikministeriets Bekendtgørelse nr. 979 af 28. september 2004.

Hvad er et baggrundscheck?
Baggrundschecket består i, at politiet inden godkendelse undersøger, om der i deres registre findes forhold, som kan være diskvalificerende for at opnå adgang.

En godkendelse gælder for en treårig periode, medmindre der er forhold hvor politiet vurderer, at godkendelsen skal trækkes tilbage.

Forhold der kan være medvirkende til at en tilladelse ikke kan gives, fremgår af bekendtgørelsen.

Hvordan får du foretaget baggrundscheck?
Den enkelte medarbejder fra pressen skal udfylde en ansøgning om presse ID-kort med navn og folkeregisteradresse. Ansøgningen fungerer samtidig som en ”samtykkeerklæring”, hvor medarbejderen med sin underskrift giver politiet tilladelse til at foretage baggrundscheck. Ansøgningen printes og udfyldes med underskrift og sendes til ID-kort kontoret:

Københavns Lufthavne A/S
ID-Kortkontoret Lufthavnsboulevarden 6
2770 Kastrup
(Telefon: 3231 2317 / 3231 2318)

Link til ansøgningsskema og åbningstider

Politiet har behov for to uger til at foretage det fornødne baggrundscheck. Rekvisitioner til udstedelse af ID-kort skal derfor være ID-kort kontoret i hænde senest tre uger før forventet ikrafttrædelse.

Det er meget vigtigt at være opmærksom på, at politiet ikke kan dispensere fra behandlingstiden på to uger. I den mellemliggende periode vil det kun være muligt at opnå ledsaget adgang til passagerområdet i Københavns Lufthavn. Læs her om mulighederne for ledsaget adgang.

Afslag på ansøgning
Såfremt politiet vurderer, at en medarbejder ikke kan få udstedt ID-kort, vil den pågældendes virksomhed få besked herom. Københavns Lufthavne vil alene kunne give oplysning om, at udstedelse er afvist, mens oplysning om baggrunden for afslaget alene er en sag mellem den enkelte medarbejder og Politiet i Københavns Lufthavn.

Klar til afhentning
Ansøgeren får ikke automatisk besked, når Id-kortet er klar til afhentning. Der er en generel samlet sagsbehandlingstid på tre uger til både politigodkendelsen og ID-kort oprettelsen. Har man ikke fået meddelt  afslag på politigodkendelsen, skal man blot møde op og få sit  ID-kort, efter udløbet af de tre uger.

ID-kortet udleveres på lufthavnens ID-kort kontor. Udlevering kræver fremvisning af gyldigt dansk eller internationalt pressekort samt kvittering for, at modtageren efterfølgende gennemgår et Security awareness kursus. Kursusmaterialet udleveres sammen med presse ID-kortet.