10.02.2023

Bedste januar i tre år i Københavns Lufthavn

1,6 millioner passagerer var gennem Københavns Lufthavn i årets første måned. Det er dobbelt så mange som samme tid sidste år, hvor flere lande stadig havde rejserestriktioner. Rejselysten er tilbage, og nu venter en travl vinterferie forude med mange tusinde passagerer i lufthavnen. 

Året er kommet godt i gang i Københavns Lufthavn, hvor 1.597.779 passagerer var gennem terminalerne i januar. Det er tæt på det dobbelte af januar 2022, hvor luftfarten stadig var påvirket af coronasituationen, og antallet af passagerer var nede på 820.537.

 

”Vintermånederne er ikke så travle som sommermånederne, men det er dejligt at se, at rejselysten er tilbage. Jeg glæder mig over, at vi næsten har dobbelt så mange passagerer i forhold til januar sidste år, hvor forskellige restriktioner stadig påvirkede flytrafikken”, siger Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

 

Det er primært de europæiske ruter, der oplever passagerfremgang og januars mest populære destinationer er London, Oslo, Stockholm, mens det er Istanbul og Malaga, der står for den største fremgang i antallet af passagerer i forhold til 2019.

 

Travl vinterferie forude
Nu står vinterferien for døren for rigtig mange danskere og sydsvenskere. Det betyder ekstra travlhed i Københavns Lufthavn i både uge 7 og 8, som er de to store vinterferieuger. De mest travle dage bliver i denne weekend, hvor omkring 135.000 passagerer rejser fra Københavns Lufthavn. De mest populære skiferielande med fly er Schweiz, Italien og Østrig.

 

”Det er dejligt, at der er fuldt tryk på rejseglæden, hvad enten det er ski-, storby- eller solferie. Vi glæder os til at tage mod de mange passagerer – og vi er klar til det. Vi opfordrer til, at man kommer til lufthavnen i god tid. Det vil sige to timer før afrejse, hvis man skal inden for Europa og tre timer inden, hvis man skal længere væk”, siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

 

Der er flere gode råd og rejsetips på lufthavnens hjemmeside cph.dk eller i appen, hvor man også kan holde sig orienteret om alle afrejser og ankomster.

 

Flere nye ruter ud af København
Når det gælder de lange interkontinentale ruter, er året også kommet godt i gang. Der er foreløbig annonceret hele fem nye langdistanceruter fra Københavns Lufthavn i 2023.

 

”Det er vigtigt for os, at vi får flere langdistanceruter ud af Københavns Lufthavn. Det er med til at cementere vores position som trafikknudepunkt i Nordeuropa. Vi forventer, at passagertallet fortsætter med at stige i 2023. Rejselysten er der i hvert fald, det er tydeligt”, siger Peter Krogsgaard.

 

SAS har åbnet sin rute til JFK-New York, til marts begynder Air India at flyve til New Delhi, mens Air Canada er klar med en rute til Montreal og til maj åbner Ethiopian Airlines sin rute til Etiopiens hovedstad Addis Ababa, som bliver den første rute i 20 år mellem København og det afrikanske kontinent syd for Sahara, og til efteråret begynder Etihad Airways at flyve direkte til Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.

 

 

Download Excel