CPH passagertal: Juni den mest travle siden coronaen ramte
Årets første sommermåned gav masser af travlhed i Københavns Lufthavn. 2,2 millioner passagerer var gennem lufthavnen i juni - det højeste antal rejsende siden corona ramte i 2020.
2.255.487 passagerer rejste til og fra CPH i juni. Det er det højeste antal rejsende siden Corona ramte. Knap otte ud af ti passagerer er nu tilbage. Søndag den 19. juni blev årets hidtil travleste dag i Københavns Lufthavn med 86.922 passagerer.
Grækenland er den absolutte favorit blandt charterdestinationerne. Hele 41.070 var på charterrejse fra CPH til Grækenland i juni. Det er en stigning på 16,6 procent i forhold til 2019, hvor 35.224 var afsted.
Den hastigt stigende trafik på rejser inden for Europa har givet en del udfordringer for nogle af flyselskaberne og flere europæiske lufthavne. I foråret kunne man i perioder risikere at opleve længere ventetider i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn på grund af mangel på medarbejdere. Den udfordring er løst nu, og Københavns Lufthavn er klar til en fortsat travl sommer.
Selvom rejselysten er stor, vil den nuværende strejke i SAS dog påvirke dele af sommertrafikken i Københavns Lufthavn. Strejken brød ud den 4. juli, og den rammer en del passagerer, der skulle have fløjet med SAS til og fra CPH.
”Vi er kede af, at strejken medfører gener for mange SAS-passagerer. Vi håber naturligvis, at der bliver fundet en god løsning på konflikten. SAS er det største flyselskab i Københavns Lufthavn, men det er vigtigt at understrege, at vi på trods af strejken er i fuld drift. Langt de fleste rejsende kommer afsted helt som planlagt”, siger kommerciel direktør i Københavns Lufthavn Peter Krogsgaard.