12.11.2021

CPH trafik: 270.000 flere rejsende i oktober

Danskernes rejselyst vokser. Oktober blev den mest travle måned siden COVID-19 pandemien ramte sidste år. Antallet af passagerer voksede fra 1,3 million i september til lige knap 1,6 – især drevet af en meget travl efterårsferie. Københavns Lufthavn er nu på 57,6 pct. af aktiviteten i forhold til oktober 2019. Det, der især mangler, er de lange ruter og transfertrafikken. 

 

Med 67.253 rejsende blev fredag den 15. oktober op til efterårsferien den mest travle dag siden COVID-19 pandemien lukkede Danmark i marts sidste år.

 

”Det er især danskerne og sydsvenskerne, der har fundet pas og Corona-pas frem og er rejst ud i Europa på ferie og forretning. Det kan både ses og mærkes i lufthavnen, der igen summer af liv,” fortæller kommerciel direktør, Peter Krogsgaard.

 

1.571.633 personer rejste igennem terminalerne. Det svarer til 57,6 pct. af aktiviteten i oktober 2019, som var det seneste normale år før pandemien. Ved indgangen til november var der 120 destinationer at vælge imellem fra Københavns Lufthavn – primært i Europa og Skandinavien.

 

”Rejselysten bliver båret frem af flere faktorer: Dels de mange valgmuligheder, dels at tre ud af fire danskere er færdigvaccinerede, at Corona-passet virker i Europa, men også at rejserestriktionerne reelt er fjernet, så det har været lettere og mere overskueligt at rejse,” siger Peter Krogsgaard.

 

Lange flyruter og transfer i knæ
Mere udfordrende ser det ud for de lange ruter ud af Europa og transfer-trafikken, hvor danskere, skandinaver og nordeuropæere flyver via CPH og videre ud i verden. Antallet af langrejsende er faldet med 75,6 pct, i forhold til oktober 2019.  Det samme gælder antallet af transfer-passager, der er faldet med 66,6 pct.

 

”Det slår naturligvis hårdt igennem i trafiktallene, at de lange ruter og transfertrafikken stadig er i knæ. Men også her ser det ud til at lysne. USA åbner, flere lande i Asien åbner. Men som 18 måneders global pandemi har lært os på den hårde måde, er det stadig svært at spå om udviklingen i både smitte og rejsemønstre,” siger Peter Krogsgaard.

 

I forhold til COVID-19 pandemien indretter de danske lufthavne sig fortsat efter EU-anbefalingerne om, at der skal bæres mundbind i terminalerne.

 

”Når du træder ind i terminalen, er rejsen begyndt. Og i stort set alle Europæiske lufthavne på nær i Norge og Sverige er der krav om mundbind. Derfor fastholder vi også EU-anbefalingerne hos os,” understreger Peter Krogsgaard.

 

Skandinavien og Spanien topscore
Top-10-listen over destinationer fra København begynder så små at ligne sig selv – bortset fra London, der før pandemien var det suverænt største rejsemål fra CPH med op mod 25 daglige flyvninger.

 

Skandinavien har føretrøjen med Oslo og Stockholm som nummer et og tre på listen, mens Aalborg klemmer sig ind som nummer to. Faktisk er trafikken mellem Aalborg og CPH vokset med 6,9 procent i forhold til oktober 2019.

 

Største rejseland er Spanien med to destinationer på listen. Her er Malaga i Andalusien vokset 18,4 procent og Palma på Mallorca med 22,2 procent i forhold til samme måned sidste år.

 

 

Download excel