CPH-trafik: Den mest stille november i mands minde
Rejserestriktionerne og vinterens opblussen i COVID-19 pandemien har lukket verden. Det frie fald i antallet af flyrejser fortsatte i november med blot 196.252 rejsende, et fald på 90,9 procent i forhold til samme måned sidste år. På flyene var mindre end hver tredje sæde var fyldt.
Der var tomt og stille i terminalerne i Københavns Lufthavn i november. I forhold til samme måned sidste år faldt antallet af passagerer med 90,9 procent fra 2.164.175 til blot 196.252. Der var også tomt i flyene, hvor mindre end hver tredje sæde var fyldt.
Normalt er november en stille rejsemåned. Sidste år var der 680 afgange og ankomster dagligt. Denne november har der blot været 165 dagligt.
"Vi kan se, at de få der rejser enten er familier, der har nødvendige og uopsættelige besøg eller forretningsrejsende, der har brug for at besøge vigtige kunder," siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
De rejsende vil stadig kunne købe Take Away i lufthavnen og spise maden i gaten, i flyet eller ved de offentlige siddepladser. Men de serveringssteder, der er tilbage, spærrer alle siddepladser for at efterleve de nye Corona regler i hovedstadsregionen. De trådte i kraft i går.
Lempede regler for erhvervsrejser
Mandag lempede regeringen på rejserestriktionerne for erhvervsrejser. Det betyder, at alle erhvervsrejser nu i udgangspunktet anses som nødvendige, at man kan tage den hurtige antigen COVID-19 test i Københavns Lufthavn og undgå karantæne, og at der etableres en særlig hotline, hvor virksomhederne kan blive opdateret på de forskellige og skiftede Corona regler verden over.
"Det er et lille skridt i den rigtige retning for luftfarten og en god nyhed for danske eksportvirksomheder, at f.eks. rejsemontører, salgsmedarbejdere og andre erhvervsrejsende nemmere vil kunne rejse ud og hjem igen på forsvarlig vis," siger Peter Krogsgaard.
Han hæfter sig også ved, at Udenrigsministeriet vil arbejde for bredere international udbredelse af det danske COVID19-pas, så det anerkendes som officiel dokumentation for, at man har fået foretaget en negativ test i Danmark før afrejse.
"Det kan være svært at finde lys i Corona-mørket. Men udsigten til at der er COVID-19 vacciner på vej giver håb om, at udviklingen langsomt vil vende i løbet af 2021, så flytrafikken får lidt luft under vingerne ," siger Peter Krogsgaard.
Indenrigsflyvning har været ramt mindre hårdt
Den internationale krise for luftfarten har ramt hårdt alle steder i Europa med et fald på omkring 80 procent - det gælder især flytrafikken mellem landene, mens indenrigstrafikken i flere lande er lidt mindre påvirket.
"Københavns Lufthavn er en international lufthavn med masser af forbindelser til Europa og resten af verden. Til gengæld har indenrigstrafikken ikke fyldt så meget, da Danmark er et lille land. Men i takt med at verden er lukket, er indenrigsflyvningens andel af den samlede trafik, der er tilbage, vokset fra 5 til 20 procent," fortæller Peter Krogsgaard.
Mens antallet af rejsende i Europa og på de lange ruter er faldet henholdsvis 92,3 og 91,4 procent har indenrigsruterne i CPH mistet 72,3 procent.
Indenrigsruterne fylder også i top-10 listen over destinationer i november med Aalborg som nummer et foran Amsterdam, Istanbul og Stockholm. På femtepladsen følger Rønne, der slår de traditionelt store destinationer som Paris, Frankfurt og London