CPH trafik-tal: Travl påske opvejer pilot-strejke
Pilot-strejken i SAS de sidste fem dage i april betød 85.000 færre rejsende end forventet i Københavns Lufthavn. Til gengæld trak den travle påske op, så det samlede antal rejsende landede på 2,5 millioner, en fremgang på 0,5 procent i forhold til samme måned sidste år.
Påsken er traditionelt en af årets mest travle perioder i Københavns Lufthavn og i år var ingen undtagelse. Samlet var der 2.508.962 rejsende igennem terminalerne i april måned.
Fremgangen blev dog ikke så stor som forventet på grund af pilot-strejken de sidste fem dage i april. Nok blev mange passagerer ombooket af SAS eller fandt selv billetter med et af de cirka 70 andre selskaber, der flyver fra København, men samlet betød strejken færre rejsende.
”De fem dage med pilot-strejke i april betød omkring 85.000 færre passagerer end forventet. Det opvejes dog af den travle påske, så april ender med en samlet fremgang på 0,5 procent,” siger Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn.
Der er mange faktorer, der påvirker trafiktallene. Sammenlignes med april 2018, mangler der i år for eksempel to flyselskaber: Primera Air, der gik konkurs i oktober 2018 og islandske WOW Air, der gik konkurs i marts i år. Samlet stod de to selskaber for 36.500 passagerer i april sidste år. De mangler i år.
”At fremgangen trods strejke og konkurser lander på 0,5 procent i april, er ganske godt og viser, at der er en god og sund underliggende vækst i Københavns Lufthavn,” siger Thomas Woldbye.
År til dato er antallet af rejsende vokset med en procent – især drevet af de lange interkontinentale ruter til og fra destinationer uden for Europa. Her har væksten i årets fire første måneder været på 10,3 procent.
På top-10 listen over destinationer fortsætter årets højdespringer Berlin med at vokse. Det betyder, at den tyske hovedstad nu er den ottende største destination fra København. I årets første fire måneder er er Berlin vokset med 13,1 procent til i alt 205.395 rejsende.