CPH trafiktal: November blev en stille rejsemåned

Knap 2,2 millioner passagerer var igennem Københavns Lufthavn i november, som dermed bød på 45.754 færre passagerer end samme periode sidste år, hvor der blev slået rekord. Antallet af transferpassagerer vokser, mens antallet af lokalt afgående falder. 

11.12.2019

Om det var Henrik Nordbrandts november-tristesse, der påvirkede rejselysten i Københavns Lufthavn i sidste måned vides ikke. Men november - der traditionelt er en af årets mindst travle måneder – bød i år på lidt færre rejser til og fra lufthavnen. I alt var der 2.164.875 rejsende igennem terminalerne – et fald på 2,1 procent i forhold til rekorden sidste år. 

Det skal dog ses i lyset af, at lørdag sædvanligvis er den mindst travle rejsedag på ugen i CPH – og dem var der fem af i november i modsætning til fire sidste år. Alene det kostede knap 1,5 procent vækst. 

Mens antallet af lokalt afgående passagerer faldt med 3,2 procent, så voksede antallet af transferpassagerer med 3,8 procent. SAS står for ca. 80% af transfertrafikken i København. 

”Det er vigtigt for vores position som Nordeuropas førende trafikknudepunkt, at f.eks. danskere, svenskere, nordmænd, baltere, polakker og tyskere vælger at flyve via København og videre ud i verden," siger administrerende direktør, Thomas Woldbye. 

I gennemsnit håndterer CPH godt 80.000 passagerer om dagen. Med udgangen af november er antallet af passagerer oppe på 28.192.786 – et fald på 0,2 procent i forhold til rekordåret 2018 – eller hvad der svarer til 58.364 færre rejsende sammenlignet med samme periode sidste år. Bag tilbagegangen er der primært tre faktorer, der hver især har haft en betydelig påvirkning af trafikudviklingen i 2019:

  • Pilotstrejken i SAS har kostet mellem 160.000 og 200.000 passagerer
  • Konkurserne i Primera Air og WOW Air har kostet knap 400.000 passagerer
  • Norwegians nye strategi, hvor selskabet går fra vækst til lønsomhed, har kostet omkring 485.000 passagerer. 

”Uden strejker, konkurser og Norwegians justering af trafikprogrammet ville væksten i år have ligget på omkring 2-3 procent, hvis man antager, at nogle rejsende har fundet andre muligheder. Så underliggende har der været en fin fremgang i år, ligesom vi fortsat ser en grundlæggende god efterspørgsel på flyrejser fra passagererne,” siger Thomas Woldbye. 

Når det gælder indenrigstrafikken, har flyselskaberne i år reduceret antallet af afgange og ankomster med 3,2 procent. Samlet faldt trafikken på indenrigsruter år-til-dato med 6,7 procent.

Trafiktal november 2019

Download Excel