12.04.2018

CPH trafiktal: Vi rejste langt væk fra påskevejret

Den forlængede vinter og den tidlige påske trak væksten i marts måned op på 4,5% i Københavns Lufthavn. Og mange rejste langt væk fra det kolde, snefulde påskevejr. De interkontinentale ruter ud af Europa voksede 20%. 

Det blev den mest travle marts i Købehavns Lufthavns 92 år lange historie med 2.382.176 passagerer igennem terminalerne. 

"Efter nogle måneder uden vækst kom Københavns Lufthavn i en vinterplaget marts med en række gode påskefridage tilbage på sporet. Med 103.000 flere passagerer voksende passagertallet 4,5%. Det er godt nyt," siger administrerende direktør Thomas Woldbye.

Samlet er 6.267.580 rejst igennem Københavns Lufthavn i årets tre første måneder, hvilket svarer til en vækst på 0,4% i forhold til sidste år.

309.000 fløj på de lange ruter
Påsken er traditionelt begyndelsen på sæsonen for de korte miniferier - typisk til storbyer i Europa og det sydlige Spanien. Men i år har mange også brugt restferie og fløjet på længere rejser. Det kan ses i trafiktallene. 309.000 fløj på de lange ruter ud af Europa - en stigning på 20%.

"De lange påskeferier går typisk til traditionelle rejsemål som Phuket og Bangkok i Asien og New York og Californien i Nordamerika. Men vi kan i år også se en ganske markant vækst til f.eks. Indien, Kap Verde og Egypten, der er på vej tilbage som rejsemål," siger Thomas Woldbye

Ser man bag tallene, er der ikke blot 12% flere sæder til salg på de lange ruter - flyselskaberne flyver også med færre tomme sæder. I marts er andelen af solgte sæder, den såkaldte load-faktor, steget 7%.

Stort sommerprogram trådt i kraft
Flyselskabernes sommerprogram i Københavns Lufthavn trådte i kraft den 28. marts, og det byder på 52 flere destinationer at rejse til i forhold til vintersæsonen.

"Med de mange nye rejsemuligheder forventer vi, at væksten i antallet af passagerer vil fortsætte - det gælder både danske ferie- og forretningsrejsende og det stigende antal udenlandske rejsende, der kommer vil Danmark via Københavns Lufthavn," siger Thomas Woldbye.

Flertallet af de rene sommerruter er gengangere. Der er dog 10 helt nye ruter til bl.a. Bastia på Korsika, italienske Genova, Sevilla i Spanien og Toulon ved sydfranske St. Tropez.

Derudover er der en række nye ruter til fjerne rejsemål som f.eks. Amman i Jordan og Hongkong.

Download Excel