CPH trafiktal: Travlt sommerprogram med 52 flere ruter

Efter de stille vintermåneder bliver der snart skruet op for rejselysten. Der er 52 flere rejsemål at vælge imellem fra Københavns Lufthavn, når flyselskabernes sommerprogram starter om et par uger. Februar blev en lidt stille måned med 25.000 færre rejsende end samme måned sidste år. 

12.03.2018

Vinteren er traditionelt den tid på året, hvor der er mindst travlt i Københavns Lufthavn. Men det ændrer sig ved udgangen af marts, hvor flyselskabernes sommerprogram starter.

Her vil der frem til oktober være 52 flere destinationer at flyve direkte til i forhold til den snart overståede vintersæson.

De 52 flere destinationer består primært af rene sommerruter, men også nye helårsruter der starter i løbet af foråret og sommeren er talt med: for eksempel til Amman og Kiev.

Flertallet af de 52 ruter er gengangere fra sidste sommer. Der er dog 10 helt nye rejsemål at vælge imellem som f.eks. Bastia på Korsika, italienske Genova, Sevilla i Spanien, Toulon ved sydfranske St. Tropez. Eller Hong Kong hvis man vil rejse langt.

"Der er rigtig mange nye rejsemuligheder i foråret og sommeren. Det er en af årsagerne til, at vi forventer vækst i antallet af passagerer - først med forårets mange lange weekender omkring Påske, Pinse, Kristi Himmelfart og Store Bededag. Derefter lander den travle sommer, hvor vi også forventer flere rejsende," siger administrerende direktør Thomas Woldbye.

I februar landede passagertallet på 1.957.964 - et mindre fald på 1,3% i forhold til sammen måned sidste år. Antallet af transferpassagerer og indenrigsrejsende faldt 6,6% og 2,3%, mens antallet af interkontinentale rejsende på de lange ruter steg med 6,6 procent.

I årets første to måneder, er der rejst 3.885.404 passagerer igennem terminalerne.

Ferie-rejsende trækker væksten
De senere år har både rejsemønstrene og de rejsende i Københavns Lufthavn ændret sig. Flere flyver langt og direkte, mens færre flyver via København og færre flyver indenrigs.

"Når det gælder sammensætningen af de rejsende i København, er der sket en ganske markant udvikling de senere år. De ferierejsende fylder i dag mere i terminalerne end de forretningsrejsende," fortæller Thomas Woldbye.

Mens antallet af forretningsrejsende har været stabilt er antallet af ferie-rejsende vokset støt.

"Fra 2010 frem til 2017 er andelen af ferierejsende vokset fra 52 til i dag 63 procent. Det afspejler, at væksten i de senere år i højere grad er trukket af de ferierejsende," forklarer Thomas Woldbye.

Ser man på charter-trafikken har der i årets første to måneder været en samlet vækst på 4,9 procent til i alt 217.727 rejsende.

Download Excel