Rekordvækst i 2016

Flere end 29 mio. mennesker rejste gennem Københavns Lufthavn i 2016, hvilket er det højeste antal nogensinde i lufthavnens historie. I december nåede passagertallet op på over 2 mio.

Skrevet den 11.01 2017

29.043.287 mennesker rejste gennem Københavns Lufthavn i 2016. Det svarer til over 79.500 hver eneste dag i gennemsnit, og dermed skriver 2016 sig ind i lufthavnens historie som året med absolut flest rejsende. Sammenlignet med året før var der en vækst på 9,1% i det samlede passagertal.

Væksten er især trukket op af europatrafikken, der voksede med mere end 2 mio. rejsende, svarende til 9,1%, mens de lange, interkontinentale ruter oplevede den højeste vækstrate på hele 10,9%.

En væsentlig del af forklaringen på den høje vækst er, at der i løbet af 2016 er åbnet 22 nye flyruter til Københavns Lufthavn, hvor bl.a. Boston, Groeningen, Jekaterinburg og Miami er føjet til rutekortet. Ifølge Københavns Lufthavns administrerende direktør, Thomas Woldbye, er de nye ruter især med til at tiltrække både forretningsrejsende og ikke mindst turister til Danmark:

”Vi har de senere år arbejdet ihærdigt på at udvide antallet af direkte ruter. Vi har i dag flere end 160 direkte ruter ud i verden, og det er en væsentlig årsag til, at flere vælger at rejse hertil, ligesom det giver danske og sydsvenske rejsende gode muligheder for at komme direkte frem til deres rejsemål. Vi ligger i benhård konkurrence med de andre europæiske lufthavne om at tiltrække flyselskaber, og den konkurrence bliver ikke mindre i de kommende år, men vi står stærkt, og det vidner den høje vækst i 2016 også om,” siger Thomas Woldbye.

Københavns Lufthavn fremlagde i december den konkrete udvidelsesplan, Expanding CPH, der viser, hvordan lufthavnen udvides i de kommende år. Tirsdag præsenterede lufthavnen to udvidelsesprojekter: opførelsen af Finger E med nye gates til store langdistancefly samt en markant udvidelse af området efter sikkerhedskontrollen.

”Vi investerer store summer i at udbygge og udvikle lufthavnen. Vores mål er at skabe plads til 40 mio. rejsende om året, og det kræver mere plads – både til fly og rejsende. De to projekter, vi nu har sat i gang, handler netop om det. Med Finger E skaber vi plads til flere langdistancefly, og med udvidelsen af lufthavnen efter sikkerhedskontrollen får de rejsende både bedre opholdsfaciliteter og nye muligheder for oplevelser inden afrejsen. Vores udvidelsesplan kræver investeringer for 20 mia. kr. og forventes at skabe 9.000 varige jobs i hele Danmark.,” siger Thomas Woldbye.

Den høje trafikvækst skyldes fremgang i alle segmenter. Der har således været vækst i både turister og forretningsrejsende, ligesom både flyselskaber, der flyver point-to-point, og den såkaldte netværkstrafik er vokset.

”Vores strategi handler om at skabe vækst både i netværkstrafikken og i point-to-point-trafikken. Vi kan konstatere, at væksten er sket i begge segmenter i 2016. Det er et udtryk for, at Danmark får god andel af den globale vækst i flytrafikken. Vores ambition er at fastholde vores position som en attraktiv lufthavn, både for netværks- og point-to-point-selskaber,” siger Thomas Woldbye.

Indenrigstrafikken voksede 6,1% i 2016, ligesom antallet af passagerer, der transfererede i Københavns Lufthavn, voksede 3,9%. London var i 2016 den største destination, og med en vækst på 12,1% landede det samlede passagertal på ruten mellem CPH og London på over 2.500.000. 

Hent data som MS Excel

Hent billede af Thomas Woldbye i høj opløsning her