CPH: April overgik alle forventninger

April 2014 overraskede positivt med en vækst på 12,8 procent, ligesom måneden bød på den travleste dag nogensinde i Københavns Lufthavns historie.  

13.05.2014

Københavns Lufthavn havde relativt lave forventninger til april pga. den sene påske, hvilket normalt medfører en del ”rejsefattige” dage, men et ekstraordinært stort antal rejsende i påsken og helårseffekten af en række nye ruter medførte, at flyselskabernes load factor (belægningsprocent) steg med 7,2 procentpoint, så tre ud af fire flysæder var fyldte. Det betød, at passagertallet steg med hele 12,8 procent, og at godt 2,2 mio. mennesker rejste igennem lufthavnen, hvilket er rekord for april.

Det er en overraskende udvikling i forhold til, hvad vore og flyselskabernes oprindelige prognoser sagde, og det er naturligvis positivt, at så mange valgte at rejse omkring påske. Nu må vi se, om den positive udvikling fortsætter,” siger Thomas Woldbye, adm. direktør, Københavns Lufthavn.

Måneden endte med at blive så travl, at Københavns Lufthavn også satte dagsrekord, idet 93.342 mennesker rejste igennem lufthavnen den 11. april. Det er 3.259 flere passagerer end den hidtidige rekord, der blev sat på den første store rejsedag sidste sommer.

Udenrigstrafikken steg 14,0 procent og transfer steg med 9,4 procent. Indenrigstrafikken steg blot med 0,3 procent, og var dermed modsat resten af trafikken påvirket negativt af helligdagene.  År til dato er passagertallet steget med 6,7 procent.

TrafikApril14

Månedlig trafikudvikling i 2014

TrafikApril14Total

Download trafiktal i Excel