CPH: Passagerrekord i august

Med 2.116.128 passagerer satte Københavns Lufthavn månedsrekord for august. Det er en stigning på 0,7 procent i forhold til samme måned sidste år. År til dato er passagertallet steget 6,9 procent.  

12.09.2011

Med knap 15.000 flere passagerer end sidste år blev det den hidtil travleste august måned i Københavns Lufthavn. Samlet set steg passagertallet med 0,7 procent sammenlignet med august sidste år, mens antallet af operationer blot steg med 0,1 procent, hvilket betyder, at flyselskaberne har mønstret en højere load factor.

”Vi har sat passagerrekord i fem ud af årets første otte måneder, og dermed tegner 2011 samlet set rigtig godt, og det er endnu for tidligt at sige noget om, hvorvidt den seneste tids internationale finansielle uro vil lægge en dæmper på væksten i den kommende periode,” siger Carsten Nørland, salgs- og markedsdirektør, Københavns Lufthavn.

Vækst på 6,9 procent
Antallet af internationale passagerer steg med 1,8 procent, mens både indenrigstrafikken og antallet af transferpassagerer faldt med 8,3 procent. I alt har flere end 15,2 mio. passagerer benyttet Københavns Lufthavn i årets første otte måneder, hvilket svarer til en vækst på 6,9 procent.

London er fortsat største destination foran Oslo og Stockholm. Helsinki tegner sig for den største vækst i Top 10 med 26,2 procent flere passagerer end i august 2010.

Trafikudviklingen på månedsbasis 2011

Download Excel dokument