Lufthavnsaftale sikrer fortsat udbygning og vækst i Københavns Lufthavn

Selskabsmeddelelse København, den 21. november 2018 

21.11.2018

Københavns Lufthavne A/S (CPH) har opnået tilslutning til hovedelementerne i en ny takstaftale fra flyselskaber, der står for majoriteten af trafikken. Aftalen skaber klarhed om den pris, som flyselskaberne betaler for at benytte lufthavnen frem til udgangen af 2023, og skaber fundamentet for fortsat udbygning og vækst i CPH.

Takstaftalen gælder for perioden 1. april 2019 – 31. december 2023, og fastlægger prisen for at benytte lufthavnens baner, terminaler og services. Priserne vil initialt være ca. 5% lavere i 2019 i forhold til 2018, for derefter at stige marginalt henover perioden. Takstreduktionen kommer i tillæg til den allerede implementerede 10% reduktion, som blev indført den 1. april 2018. Dermed fastholdes Københavns Lufthavns konkurrencemæssige position som værende blandt de billigste europæiske storlufthavne.

”Sidste år præsenterede regeringen en ny national luftfartsstrategi. Københavns Lufthavn bakker fuldt ud op om målsætningerne i strategien, med særlig fokus på at øge Danmarks internationale tilgængelighed. Derfor har det været afgørende for os at få stabile rammer for vores økonomi, så vi kan fastholde et højt investerings- og udbygningsniveau. Den nye aftale gælder i næsten fem år og giver dermed et godt, stabilt fundament for netop dette”, siger Thomas Woldbye, adm. direktør, Københavns Lufthavne A/S.

Den nye regulering af lufthavnstaksterne, der blev vedtaget sidste år, har udgjort grundlaget for den nye takstaftale.

De kommende år vil CPH investere i blandt andet byggeriet af Finger E, der håndterer de store interkontinentale fly, nye standpladser og gates til fly, nyt bagagesystem etc. Derudover fortsætter CPH med at analysere, hvordan yderligere udbygninger kan gennemføres effektivt i de kommende år.

Hovedelementer af den nye takstaftale forelægges nu de flyselskaber, der endnu ikke er en del af aftalen, og dernæst Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen til godkendelse. Efter godkendelse hos styrelsen vil aftalen træde i kraft 1. april 2019 og løber til udgangen af 2023. Da aftalen først træder i kraft næste år, får den ingen betydning for de af CPH udmeldte forventninger til indeværende regnskabsår.