Meddelelse om Koncernårsrapport for 2012

Fondsbørsmeddelelse nummer 3/2013 København, den 26. februar 2013 

26.02.2013

Det samlede antal passagerer i Københavns Lufthavn steg med 2,7 procent til 23,3 mio. i 2012 til trods for, at CPH blev berørt af fem konkurser i europæisk luftfart i 2012. Dermed satte Københavns Lufthavn passagerrekord for andet år i træk. Omsætningen steg med 5,1 procent til DKK 3.515,8 mio., hvilket skyldes stigningen i passagertallet samt et øget forbrug pr. passager i lufthavnens shopping-center. Korrigeret for særlige forhold steg resultat efter skat 11,3 procent til DKK 863,3 mio.

Trods de hårde markedsbetingelser var 2012 et tilfredsstillende år for CPH med både passagerrekord og et sundt økonomisk resultat, der blev opnået blandt andet takket være den ambitiøse vækststrategi, World Class Hub, som CPH satte i værk for et år siden. CPH har set signifikante stigninger i både antallet af interkontinentale passagerer og transferpassagerer, og styrker fortsat lufthavnens position som nordeuropæisk trafikknudepunkt.

Stigningen i antallet af interkontinentale passagerer blev på 10,2 procent, mens antallet af transferpassagerer steg med 7,3 procent. Den lokaltafgående indenrigstrafik faldt med 17,9 procent grundet Cimber Sterlings konkurs i maj 2012. Passagervæksten betød, at de aeronautiske indtægter steg med 5,2 procent til DKK 1.931,7 mio.

Vækst i shopping-centret
De ikke-aeronautiske indtægter fra shopping-centret, hotel og parkering steg med 5,3 procent til DKK 1.563,0 mio. primært drevet af en stigning fra shopping-centret, hvilket hovedsagligt skyldes stigende passagertal og øget forbrug pr. passager, samt fuldårseffekten af at hele forretningsarealet var udlejet. Også omsætningen på parkering steg.

Den stigende omsætning er et resultat af, at CPH har optimeret brand- og shop-mix i shopping-centret, så CPH i langt højere grad giver passagererne det, de ønsker. Det kan også ses på passagertilfredsheden, som CPH har fastholdt på et højt niveau og forbedret på en række områder.

Billedet fra lufthavnens egne tilfredshedsanalyser bekræftes af flere eksterne undersøgelser: I april 2012 blev Københavns Lufthavn igen kåret som Nordeuropas bedste lufthavn i den årlige Skytrax-undersøgelse, som omfatter 388 lufthavne og afdækker tilfredsheden blandt 12 mio. rejsende fra 108 lande. I en anden international tilfredshedsundersøgelse blandt lufthavne, Airport Service Quality (ASQ), blev Københavns Lufthavns shopping-center vurderet som Europas bedste for femte år i træk. Desuden blev CPH i 2012 – for syvende gang på ni år – kåret til Europas mest effektive lufthavn af den internationale luftfartsorganisation Air Transport Research Society (ATRS).

Højt investeringsniveau
CPH havde et højt investeringsniveau i 2012 med investeringer i immaterielle og materielle anlægsaktiver for i alt DKK 1.068,9 mio., hvilket er markant mere end CPH er forpligtet til at investere årligt i henhold til den gældende takstaftale. De største investeringer omfatter blandt andet større ændringer i check-in området i Terminal 2, optimering og udbygning af bagageanlægget, udvidelse af Finger C’s ankomstkapacitet, vedligeholdelse af anlæg, herunder anlægsarbejde på baner og rulleveje samt it systemer.

De omfattende om- og udbygninger, CPH har sat i gang i 2012, skal bane vejen for fortsat interkontinental vækst. Investeringerne er en del af World Class Hub strategien, der blandt andet handler om at øge Københavns Lufthavns kapacitet til 30 mio. passagerer årligt. I 2012 satte CPH også ekstra tryk på det langsigtede arbejde med retningen for den fremtidige udvikling af Københavns Lufthavn, også når CPH kommer op på den anden side af de 30 mio. passagerer årligt.

Internationalt frasalg
I fjerde kvartal frasolgte CPH sin ejerandel på 49 procent i NIAL Group Ltd. (NIAL), England, som er moderselskab til Newcastle International Airport, til en fond administreret af AMP Capital Investors Limited. Den regnskabsmæssige gevinst før skat udgjorde DKK 759,1 mio. Salget fuldender hermed strategien om at styrke kerneforretningen i Københavns Lufthavne, som det er beskrevet i World Class Hub strategien.

Med salget af NIAL, vil indtægterne for CPH International fremadrettet udelukkende være baseret på indtægter fra rådgivning, og CPH vil fortsat udbygge leverancen af rådgivningsydelser til en række lufthavnsprojekter, hvor disse anses for rentable.

Forventninger til 2013
På baggrund af det forventede trafikprogram for 2013 forventes en stigning i det samlede antal passagerer. Helårseffekten af de mange nye ruter i 2012 forventes at give en positiv effekt i 2013. Endvidere forventes 2013 at blive positivt påvirket af fuldsårseffekten af de ruter som blev erstattet efter Cimber Sterlings konkurs i 2012. Den fortsatte økonomiske usikkerhed i euroområdet og lukkede ruter som følge af indskrænkninger hos flyselskaberne kan dog påvirke udviklingen for 2013.

Stigningen i antallet af passagerer forventes at få positiv effekt på omsætningen. Driftsomkostningerne forventes også at være højere end i 2012 primært på grund af den forventede passagervækst samt omkostningsinflation. Dette modsvares delvist af et fortsat fokus på effektivisering af driftsomkostninger.

I henhold til takstaftalen er CPH forpligtet til at investere gennemsnitligt DKK 500 mio. årligt. CPH forventer som i tidligere år at investere på et niveau som er markant højere end det selskabet er forpligtet til i henhold til takstaftalen. Investeringsniveauet afhænger dog af den fortsatte vækst i det samlede antal passagerer. Dertil kommer andre kommercielle investeringer til gavn for flyselskaber og passagerer.

Afskrivninger og finansieringsomkostninger forventes at være højere i 2013 end i 2012, som følge af det fortsat meget høje investeringsniveau. Samlet set forventes resultat før skat i 2013 derfor at være lidt lavere end i 2012, når der tages højde for særlige forhold. Driftsresultatet før afskrivninger forventes derimod at være højere i 2013 end i 2012, når der tages højde for særlige forhold.

Fondsbørsmeddelelsen
Koncernårsrapporten
CSR-rapporten
Årsregnskab for moderselskabet
Corporate Governance rapporten

KØBENHAVNS LUFTHAVNE A/S