Delårsrapport for Københavns Lufthavne A/S (CPH) for perioden 1. januar - 31. marts 2012

 

08.05.2012

Bestyrelsen har i dag godkendt delårsrapporten for perioden 1. januar – 31. marts 2012.

Læs fondsbørsmeddelelsen i PDF

RESUME FOR DE FØRSTE TRE MÅNEDER AF 2012

En stigning i passagertallet på 6,4 procent gav Københavns Lufthavne A/S (CPH) et solidt første kvartal i 2012. Det øgede passagertal skyldes flere udenrigs- og transferpassagerer, hvilket understøtter CPH’s nye strategi, World Class Hub. Også væksten i lufthavnens shoppingcenter fortsætter. CPH fastholder forventningerne til året med en fortsat stigning i det samlede antal passagerer.

Stigningen i passagertallet på 6,4 procent betød, at den samlede omsætning i Københavns Lufthavne A/S steg med 6,5 procent i første kvartal af 2012. Resultat før skat, korrigeret for særlige forhold, steg 21,2 procent til DKK 196,8 mio.

Den aeronautiske del af forretningen fortsatte sin vækst, specielt transfertrafikken, som viste flotte takter i første kvartal med en passagerstigning på 12,4 procent. Stigningen i transfertrafikken trækkes primært af ruter fra Norge, Polen, Tyskland, Baltikum og ikke mindst Finland, hvor det SAS-ejede Blue1 har omlagt sit trafikprogram, så selskabets passagerer fremover transfererer i Københavns Lufthavn frem for i Helsinki. Også Norwegian transfererer flere passagerer i Københavns Lufthavn, og selskabet havde i første kvartal en stigning i transfertallet på mere end 200 procent.

Ny strategi styrker knudepunktet
Det er et tilfredsstillende resultat, og det er godt at konstatere, at CPH’s World Class Hub strategi allerede synes at bære frugt. CPH arbejder på at styrke positionen som nordeuropæisk trafikknudepunkt, og derfor er det positivt at se den stærke vækst på transfertrafikken. Samtidig har CPH også strategisk fokus på at øge tilgængeligheden til verdens vækstmarkeder, specielt BRIK-landene, og derfor er de nye ruter og frekvenser til Shanghai, Moskva og Kaliningrad vigtige både for lufthavnen og for det danske samfund.

Omsætningen i det aeronautiske segment steg med 7,4 procent i første kvartal 2012.

Fortsat vækst i shoppingcentret
Den ikke-aeronautiske del af forretningen fremviste også vækst på 5,4 procent. Omsætningen i Københavns Lufthavns shoppingcenter steg med 16,0 procent takket være et ændret shop- og brandmix, som opfylder passagerernes krav og resulterede i et højere forbrug pr. passager.

I en tid, hvor detailhandlen i resten af samfundet er under pres, er det positivt, at forretningerne i shoppingcentret har vist en markant stigning i omsætningen. Dette bekræfter, at det er attraktivt at drive forretning i Københavns Lufthavn, hvilket yderligere understøttes af, at CPH i dag ikke har ledige butikslejemål.

Nye restauranter og cafeer på vej
Omsætningsstigningen var størst i specialbutikkerne, hvilket blandt andet hænger sammen med, at Københavns Lufthavn i øjeblikket er i gang med at opgradere en række restauranter og cafeer. I løbet af 2012 åbner både Le Sommelier Bistro og bøfhuset MASH samt to nye delis under navnet Food Market, hvilket er en fortsættelse af den vellykkede relancering af shoppingcentret i løbet af 2010.

Parkering steg 2,4 procent. Stigningen var positiv påvirket af stigningen i lokaltafgående passagerer, men blev delvist modsvaret af lavere gennemsnitlige billetpriser.

Efter afslutningen af første kvartal befæstede Københavns Lufthavn sin position som nordeuropæisk trafikknudepunkt, da 12 millioner rejsende var med til for andet år i træk at kåre CPH som Nordeuropas bedste lufthavn i den årlige Skytrax-undersøgelse af passagerernes tilfredshed med 388 lufthavne verden over.

HIGHLIGHTS AF RESULTATERNE

  • Passagertallet i Københavns Lufthavn steg med 6,4 procent i de første tre måneder af 2012. Antallet af lokaltafgående passagerer steg med 5,2 procent, og transfererende passagerer steg med 12,4 procent

  • Omsætningen steg med 6,5 procent til DKK 768,3 mio. (2011: DKK 721,3 mio.), hvilket hovedsagligt skyldtes en stigning i passagertallet

  • Korrigeret for særlige forhold, steg EBITDA med 9,2 procent. Det rapporterede EBITDA steg med 9,6 procent til DKK 374,9 mio. (2011: DKK 342,0 mio.)

  • EBIT steg med 10,0 procent til DKK 246,4 mio., når der korrigeres for særlige forhold (2011: DKK 224,0 mio.)

  • Nettofinansieringsomkostningerne er faldet med DKK 12,0 mio., hvilket primært skyldes en høj ekstraordinær amortisering af låneomkostninger i forbindelse med opsigelse af bankfaciliteter i 2011

  • Resultat før skat steg til DKK 193,1 mio. (2011: DKK 157,8 mio.). Korrigeret for særlige forhold udgjorde resultat før skat DKK 196,8 mio. (2011: DKK 162,4 mio.)

  • Anlægsinvesteringer udgjorde DKK 166,0 mio. i de første tre måneder af 2012 (2011: DKK 140,2 mio.)

FORVENTNINGER TIL 2012

På baggrund af det forventede trafikprogram for 2012 forventes en stigning i det samlede antal passagerer. Trafikken kan dog blive påvirket i negativ retning af den fortsatte økonomiske usikkerhed i euroområdet og lukkede ruter som følge af indskrænkninger hos flyselskaberne.

Stigningen i antallet af passagerer forventes at få positiv effekt på hele omsætningen. Driftsomkostningerne forventes også at være højere end i 2011 primært på grund af den forventede passagervækst, omkostningsinflation samt øgede afskrivninger afledt af det høje investeringsniveau med fokus på fortsat vækst. Samlet set forventes resultat før skat at være højere end i 2011, når der tages højde for særlige forhold.

I henhold til takstaftalen er CPH forpligtet til at investere gennemsnitligt DKK 500 mio. årligt. CPH forventes at investere væsentligt mere i 2012. Dertil kommer andre kommercielle investeringer til gavn for flyselskaber og passagerer.