Delårsrapport for Københavns Lufthavne A/S (CPH) for perioden 1. januar – 31. marts 2010

 

29.04.2010

Bestyrelsen har i dag godkendt delårsrapporten for perioden 1. januar – 31. marts 2010.

Læs fondsbørsmeddelelsen i pdf

RESUME FOR DE FØRSTE TRE MÅNEDER AF 2010

En samlet vækst i antallet af passagerer på 11,4 procent gav Københavns Lufthavne (CPH) et godt første kvartal i 2010. Væksten var drevet af flere transfer- og internationalt afgående passagerer såvel som en fortsat kraftig stigning i antallet af indenrigspassagerer. CPH fastholder forventningerne til årets resultat trods lukningen af det danske luftrum – og dermed Københavns Lufthavn – i begyndelsen af andet kvartal som følge af det islandske vulkanudbrud.

Stigningen på 11,4 procent i passagertallet i første kvartal 2010 har bidraget til en stigning i den samlede omsætningen på 7,4 procent til DKK 703,5 mio. Resultatet før skat steg til DKK 170,6 mio., hvilket primært skyldes højere omsætning, lavere driftsomkostninger, delvist grundet omstruktureringsomkostninger i første kvartal 2009, og færre hensættelser til tab sammenlignet med første kvartal 2009.

Stigende rejseaktivitet igennem hele første kvartal og specielt den øgede konkurrence på det danske indenrigsmarked har været medvirkende til det gode resultat. CPH har også set forbedrede load factors og et stigende antal passagerer på udenrigstrafikken hos bl.a. Norwegian, Cimber Sterling og SAS. Det strategiske partnerskab, som CPH har indgået med SAS om blandt andet reduktion af transfertiden, har båret frugt i form af flere transferpassagerer.

Som en konsekvens af væksten i passagertallet er den kommercielle omsætning i specielt tax-free butikkerne steget i første kvartal 2010. Parkeringsomsætningen blev også påvirket af den positive udvikling i antallet indenrigspassagerer, samt at businesspassagererne er vendt tilbage.

På grund af genforhandling af en række kontrakter som følge af en relancering af strategien i shoppingcentret, var omsætningen i specialbutikkerne lidt under niveau sammenlignet med første kvartal 2009.


HIGHLIGHTS FOR DE FØRSTE TRE MÅNEDER AF 2010

  • Passagertallet i Københavns Lufthavn steg med 11,4 procent i første kvartal 2010. Antallet af lokalt afgående passagerer steg med 15,2 procent, og transfererende passagerer steg med 5,2 procent

  • Omsætningen steg med 7,4 procent til DKK 703,5 mio. (2009: DKK 655,2 mio.)

  • EBITDA steg med 24,4 procent til DKK 331,4 mio. (2009: DKK 266,5 mio.). EBITDA udgjorde DKK 337,4 mio., når der korrigeres for særlige forhold (2009: DKK 292,1 mio.). EBITDA var positivt påvirket af stigningen i passagertallet. Første kvartal 2009 var også påvirket af omstruktureringsomkostninger

  • EBIT steg med 35,7 procent til DKK 218,4 mio. (2009: DKK 161,0 mio.). Korrigeret for særlige forhold udgjorde EBIT DKK 224,4 mio. (2009: DKK 186,6 mio.)

  • Resultat fra de internationale investeringer udgjorde et overskud på DKK 8,1 mio., hvilket er et fald på DKK 1,0 mio. (2009: overskud på DKK 9,1 mio.)

  • Resultat før skat steg til DKK 170,6 mio. (2009: DKK 110,4 mio.). Korrigeret for særlige forhold udgjorde resultat før skat DKK 176,6 mio. (2009: DKK 136,0 mio.)

  • Investeringer udgjorde DKK 108,9 mio. i de første 3 måneder af 2010 (2009: DKK 100,3 mio.)


FORVENTNINGER TIL 2010

Det samlede antal passagerer forventes at stige i overensstemmelse med det forventede trafikprogram for 2010 samt den væsentlige stigning i første kvartal 2010. På baggrund af forventede højere driftsomkostninger primært grundet afskrivninger, som er afledt at det høje investeringsniveau, forventes resultat før skat at blive lidt lavere end i 2009, når der tages højde for særlige forhold. På baggrund af den positive udvikling i første kvartal 2010 forventes den midlertidige lukning af lufthavnen grundet vulkanudbruddet ikke at ændre forventningerne til 2010.

CPH søger fortsat at tilpasse investeringsniveauet til den nuværende økonomiske situation. I henhold til takstaftalen er CPH forpligtet til at investere cirka DKK 500 mio. i 2010. Dertil kommer CPH Swift og andre kommercielle investeringer.