Udvidet bagageudlevering og paskontrol

Lufthavnens baggageudlevering bliver markant større, og samtidig udvides også paskontrollen og der skabes mere plads til passagererne i terminalområdet.

Københavns Lufthavn arbejder løbende på at sikre en effektiv lufthavn til gavn for både passagerer og ansatte. Det skal sikre at Københavns Lufthavn også i fremtiden er konkurrencedygtig med andre lufthavne, så vi kan skabe mere værdi for det samfund, som vi er en del af og samtidig har styrke til at investere i en bæredygtig omstilling af luftfarten.

Større bagageudlevering og paskontrol

Som en del af byggeprojektet bliver det eksisterende terminalområde i Terminal 3 mellem Gates C og B bundet sammen af en 270 meter lang og 60 meter bred tilbygning. Byggeriet giver plads til en markant større bagageudlevering og samtidig bliver det muligt at udvide paskontrollen for afrejsende og ankommende passagerer ved lufthavnens C Gates.

Begge tiltag bidrager til at Københavns Lufthavn fortsat kan være blandt de mest effektive lufthavne i verden, og dermed understøtte at lufthavnen også i fremtiden har styrke til at investere i en bæredygtig omstilling af luftfarten.

Bedre forhold og mere bæredygtigt

Når bagageudleveringen bygges større, giver det samtidig mulighed for at sikre mere plads i Terminal 3. Når alle etager i byggeriet medregnes, så bliver Terminal 3 udvidet med 80.000 m2, der giver udsigt til masser af ekstra lys og luft – både i terminalerne og i bagageudleveringen.

Som noget nyt har lufthavnen valgt at sætte sig sammen med de valgte ingeniører, arkitekter, entreprenører og leverandører for at udforme og udvikle det endelige og færdige projekt, der skal stå færdigt i 2023 – efter ”Co-Creation” princippet.

Her vil der være fokus på nordisk arkitektur, tilgængelighed, rummelighed og en grøn omtanke, der stemmer overens med Københavns Lufthavns målsætninger om en emissionsfri lufthavn i 2030.

Der er generelt fokus på høj kvalitet, og at terminaludvidelsen er fremtidssikret og bæredygtig på de områder, der giver mening og er mulige. Alle der er en del af udvidelse samarbejdet har derfor underskrevet et manifest om bæredygtighed, hvor de forpligter sig til at vælge de bæredygtige materialer og løsninger.

Fakta om byggeriet af T3

  • Terminal 3 mellem Gates B og C udvides med 80.000 m2.
  • Tilbygningen er 270 meter lang og rækker 60 meter ud fra den nuværende facade.
  • Første fase af udvidelsen står færdig i 2023, og anden fase er færdig i 2028/2029.
  • Projektet vil skabe omkring 350 byggejobs i hele udbygningsperioden.
  • Københavns Lufthavn investerer cirka 4 milliarder kroner i projektet.