Hvad er scope 1, 2 og 3

Københavns Lufthavne redegør for vores klimapåvirkning i overensstemmelse med den såkaldte Greenhouse Gas Protocol og opdeler vores udledning af drivhusgasser i tre overordnede kategorier (scopes):

  • Scope 1Direkte udledninger fra fossile brændstoffer forbrugt af aktiver (fx køretøjer og grej), som anvendes af Københavns Lufthavne.
  • Scope 2: Indirekte udledninger fra forbruget af elektricitet og fjernvarme i bygninger og andre aktiver, som anvendes af Københavns Lufthavne.
  • Scope 3: Alle øvrige indirekte udledninger relateret til Københavns Lufthavnes aktiviteter (fx fra lettende og landende fly og fra passagerers landtransport til og fra lufthavnen).

Vores klimaaftryk og -mål

Ifølge den såkaldte SBTi Corporate Net Zero Standard kan virksomheder opnå net-zero ved at reducere deres udledning af drivhusgasser med mindst 90 procent i forhold til et passende reference-år og kompensere for eventuelle resterende udledninger ved at købe anerkendte "carbon removal"-kreditter.

I  2030 sigter vi mod at op net-zero i scope 1 og scope 2. For Københavns Lufthavne betyder det, at vi vil reducere den samlede udledning fra vores egen drift med 90 procent i forhold til 2019. Vi vil kompensere for de resterende udledninger gennem investeringer i CO2-fjernelseskreditter (læs mere om disse under Klimakompensering).

Den internationale organisation for civil luftfart, ICAO, har vedtaget en langsigtet ambition om at opnå net-zero udledninger senest i 2050. I Københavns Lufthavne er vi i gang med at udvikle en strategi for at reducere vores scope 3-udledninger og dermed vores værdikædes klimaaftryk, så vi bidrager til virkeliggørelsen af ICAO's ambition. Omstilling af luftfartsindustrien til et mindre klimaaftryk er dog en betydelig udfordring, og vejen mod at blive en lufthavn med net-zero udledning er kompleks og til en vis grad stadig ukendt.

Nedenstående illustration viser det anslåede bidrag fra hver udledningskilde (scope 1-3) til vores værdikædes klimaaftryk.