Sådan behandler Købehavns Lufthavne A/S (CPH) dine oplysninger

Indsamling og behandling af oplysninger i forbindelse med denne indberetningsformular er nødvendig for opfyldelse af EU forordning nr. 376/2014. Behandlingen af indberetningen, herunder indsamling, registrering, analyse, udveksling, og opbevaring, har udelukkende til formål at forbedre flyvesikkerhed i Københavns lufthavn og at forebygge havarier og hændelser, og ikke at placere skyld eller ansvar. Personlige oplysninger vil kun blive anvendt til mulige opfølgningsspørgsmål eller interview hos CPH’s Safety & Crisis Management (SCM) afdeling og for at forstå omstændighederne der førte til den konkrete eller lignende begivenheder. Det er frivilligt at besvare stillede spørgsmål eller acceptere anmodning fra CPH om opfølgningsspørgsmål eller interview.

CPHs hjemmel til behandling af personoplysninger i forbindelse med disse indberetninger findes i persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 3 alternativt § 6, stk. 1, nr. 7, samt evt. § 8, stk. 4.

Personlige oplysninger vil, i henhold til Aerodrome Regulations ADR.OR.D.035, blive indlæst og lagret i CPHs indberetningssystem i højst fem år.

Indberetningen samt personhenførbare oplysninger heri, behandles alene af de relevante medarbejdere i SCM. CPH benytter tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte dine personoplysninger mod manipulation, tab, destruktion og mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab eller i øvrigt behandles i strid med lovgivningen. Vores sikkerhedsprocedurer bliver løbende revideret på baggrund af den nyeste teknologiske udvikling og trusselsbilledet.

Anonymiseret version af indberetningen vil blive lagret i CPHs indberetningssystem med henblik på statistik. Under visse omstændigheder vil disse anonymiserede oplysninger desuden blive stillet til rådighed for Trafik- Bygge og Boligstyrelsen, Havarikommissionen, og for CPHs ledelse, med henblik på forebyggelse af lignende hændelser i fremtiden.

Du har ret til indsigt i og berigtigelse af dine oplysninger ved henvendelse til safety@cph.dk, samt at indgive klage til Datatilsynet.