Tåge

Når sigtbarheden forringes af tåge, kan lufthavnen være nødt til at nedsætte landingskapaciteten. Dårlig sigtbarhed kræver nemlig, at der er nødt til at være længere mellem flyene.

Københavns Lufthavn bruger begreber som horisontal og vertikal sigtbarhed, hvilket vil sige hvor langt frem og hvor højt op, man kan se. Den såkaldte RVR, Runway Visuel Range, angiver hvor mange meter, man kan se i vandret position, dvs. ud af startbanen, mens Vertical Visibility fortæller, hvor mange fod, man kan se i lodret position, dvs. op fra startbanen.

De to indikatorer bestemmer, om man er i kategori 1, 2 eller 3. Kategori 1 er klart vejr, mens kategori 2 og 3 angiver dårlig sigtbarhed i større eller mindre grad. En kategori 3 betyder, at sigtbarheden i lufthavnen er under 200 meter og ofte medfører denne kategori at trafikken begrænses. En kategori 3 driller trafikken i Københavns Lufthavn mellem 48 og 72 timer i løbet af et år.

De små bolsjestribede huse, der står for enden af landingsbanerne kaldes ILS hytter (Instrument-Landing-System). Det er ved hjælp af udstyret i dem, at flyene kan lande i al slags vejr. Der sendes dels et signal skråt op i luften, som giver den vinkel ned mod banen, som flyet skal følge, dels et signal som angiver banens retning.

Begge signaler opfanges af en antenne i flyet i en afstand af 16 kilometer og sendes videre til autopiloten. Denne funktion er meget vigtig – især i tåget vejr. De nyeste flytyper kan lande udelukkende ved hjælp af autopilot.

Bortset fra at store fly i forbindelse med start kan få vinden til at cirkulere på en måde, så den omkringliggende tåge letter for en stund, er der ikke meget at stille op mod tåge. Det er specielt efterår og vinter, at tåge kan have en indvirkning på trafikafviklingen i Københavns Lufthavn.