Genvej gennem lufthavnen

Det bliver nemmere at komme fra metroen direkte til Terminal 2 og sikkerhedskontrollen.

I dag tager knap hver fjerde rejsende metroen til lufthavnen. Langt over halvdelen af dem bruger i dag Terminal 3 som et gennemgangsområde. Nogle passagerer skal til Terminal 2, og andre har tjekket ind hjemmefra og rejser blot med håndbagage og skal derfor direkte til sikkerhedskontrollen.

Gangbro fra metroen til sikkerhedskontrollen
Derfor planlægger vi en gangbro gennem Terminal 3 i første sals højde. Den bliver en genvej fra metroen og hele vejen til sikkerhedskontrollen og til Terminal 2. Vores beregninger viser, at flere end to millioner rejsende vil bruge den genvej.

Adskillelse af passagerer
I fremtidens lufthavn vil afgående og ankommende passagerer blive adskilt i langt højere grad end i dag. Det er godt for de rejsende, fordi de ikke skaber trængsel for hinanden, og det er godt for flyselskaberne, fordi det tillader en mere effektiv udnyttelse af de mange nye kvadratmeter.

Den kommende bro vil frigive en masse gulvplads i den travle Terminal 3. Genvejen fra metroen skal efter planen dog stå færdig sommeren 2018.

Fakta om byggeriet:

  • Knap hver fjerde (23 %) af alle passagerer tager metroen til og fra lufthavnen. Langt over halvdelen af dem bruger i dag Terminal 3 som et gennemgangsområde
  • Den planlagte gangbro fra metroen vil kunne flytte ca. 2 millioner metropassagerer om året fra gulvet i terminalen til den nye genvej
  • Fra 2016-2018 investerer vi 250 millioner kroner i byggeprojekter i Terminal 3

Vi bygger fremtidens lufthavn

Vi udbygger lufthavnen for at gøre din verden større. Københavns Lufthavn vokser til dobbelt størrelse med alt under ét tag, så du nemt kan komme ud i verden på ferie og forretning.

Vi beklager generne, mens vi bygger.

Læs om alle byggeprojekterne