Nye gates til flere og større fly

Vi udvider fra 78 til 124 gates med rullefortov til de gates, der ligger længst væk.

I dag kan du flyve direkte til flere end 160 destinationer fra Københavns Lufthavn, heraf 36 til rejsemål uden for Europa. På blot ti år er antallet af lange ruter fra København og ud i verden fordoblet.

Når Københavns Lufthavn vokser til dobbelt størrelse, bliver der plads til flere store fly, der kan flyve dig direkte på ferie til nye, eksotiske rejsemål.

Flere standpladser

Det betyder, at vi som en del af udbygningsplanen bygger en række nye standpladser til flere fly. Vi bygger bl.a. en helt ny Finger E med plads til de største langdistancefly og nye, lange ruter.

Listen over nye fjerne feriedestinationer, som de rejsende får mulighed for at flyve direkte til, tæller blandt andet Johannesburg i Sydafrika, Sri Lankas hovedstad Colombo og den vietnamesiske storby Ho Chi Minh City.

Se grafik med overblik over udbygningen af Finger E

Se tidsplan over udbygningen af Finger E

Fakta om byggeriet:

  • Fra 78 til 124 gates
  • Der bygges en helt ny Finger E med gates og standpladser til især store langdistancefly
  • Finger C er blevet forlænget
  • Flyruter 2016-2035: Fra 36 til 52 interkontinentale ruter

Finger E

Finger E er det foreløbig største byggeprojekt, vi realiserer i den rullende vækstplan om at vokse fra 25 til 40 mio. passagerer årligt.

Byggeriet af Finger E er en vigtig del af udbygningsplanen ”Expanding CPH”.  Det vil skabe mulighed for yderligere vækst, så det bliver muligt at flyve til en række nye destinationer uden for Europa. 

Vi bygger Finger E i tre faser. I takt med væksten i trafik og passagerer udbygges fingeren med flere gates og dertil flere standpladser til fly. Byggeriet af første fase af Finger E gik i gang i 2017 og giver plads til syv gates, der skal betjene fly til både nære og fjerne rejsemål. De syv første gates er klar til take-off omkring sommeren 2019.

I fase 2 og 3 af Finger E-projektet skal der skabes yderligere kapacitet til store fly til lange ruter ud af Europa.

Finger E vil føje 22.000 nye m2 til lufthavnen. Med et budget på 850 mio. kr. er Finger E det største byggeprojekt i Københavns Lufthavn i flere årtier.

Fakta om byggeriet af Finger E:

  • Den nye Finger E-bygning bliver 22.000 m2 i tre etager
  • Finger E udvikles i 3 faser. I fase 1 giver Finger E plads til syv gates, der skal betjene fly til både nære og fjerne rejsemål. I fase 2 og 3 af Finger E-projektet skal der skabes yderligere kapacitet til store fly til lange ruter ud af Europa.
  • De syv gates tæller én brobetjent gate til store fly og seks busgates, hvor man kører ud til flyet
  • To af de seks busgates er fleksible, så de kan bruges som én gate til store fly
  • Første fase af Finger E er klar til at blive taget i brug fra sommeren 2019
  • Finger E skaber øget kapacitet til fly til nære og fjerne destinationer
  • Finger E udvikles i takt med væksten i trafik og passagerer
  • Illustrationer:
  • 7_Finger E_rendering_2016

Finger C

Fremtiden flytter ind i lufthavnens Finger C syd, som er en forlængelse af den eksisterende Finger C.

Københavns Lufthavn har investeret en kvart milliard i at udbygge Finger C, så både passagererne og de store interkontinentale fly får bedre plads og service. For passagerne betyder Finger C syd nye oplevelser med ekstra meget lys, luft og dansk design – helt tæt på flyene.

Vores ambition er, at gøre Københavns Lufthavn til den bedste del af passagerernes rejse til deres destination, og derfor er intet tilfældigt i den nye Finger C. De 670 Arne Jacobsen Syverstole er placeret i hyggelige små grupper, i stedet for traditionelle lange rækker. De polstrede stole med armlæn er inderst, så man sætter sig der først. Samlet giver det en langt bedre udnyttelse af pladsen.

Store infoskærme oplyser f.eks. hvornår hvilke sæderækker åbnes for boarding, og hvornår man skal gå helt hen til gaten. Det vil give kortere køer og en mere afslappet boarding, selvom der i disse år er flere passagerer end nogensinde før.

Skaber plads til fremtidig vækst

Den markante 270 millioner kroners udbygning af Finger C skaber plads til den fremtidige vækst og lægger gates til de største fly på de lange distancer. På 10 år er antallet af lange ruter fra København og ud i verden fordoblet til 34. Og flere er på vej. Derfor investeres der i disse år op mod en milliard kroner om året i at udbygge, forbedre og vedligeholde lufthavnen.

Den 1. december 2015 kunne CPH byde velkommen til verdens største passagerfly, Airbus A380, som den første lufthavn i Norden. Det store fly opererer på Emirates’ daglige rute fra København til Dubai.